Cirkeline Løye - et hjertebarn

OPDATERET

Søndag, den 9. januar 2005

For et par dage siden var Ulrik og jeg en tur på graven – hold da helt fast, hvor så der ud! Hendes ting var væltet, et hjerte af mange små fine røde tråde og med små perler på var blevet trukket op af kurven med tulipaner, tygget i og nogle af perlerne bidt af. Ja, hendes fine legekammerat den sort og hvid broget kat har været på spil igen. Godt gjort at vi sådan skal rydde op efter de to vildbasser, men lege godt sammen det må de i hvert fald gøre.

Både Ulrik og jeg var enige om, at hvis reinkarnation virkelig finder sted, så har Cirkeline taget beboelse i denne kat… det er helt sikkert!

Hendes hjemmeside er blevet opdateret med to afskrifter fra de clairvoyance sessioner, jeg har været til hhv. den 7. oktober 2004 og den 6. januar 2005.

Derudover er det kommet et billede i hendes fotoalbum under blandet, af den halskæde jeg fik af Ulrik i julegave. Kæde og hjerte er af hvidguld, i hjertet sidder en lille sten (Ulrik kan ikke huske, hvilken slags sten det er) og på bagsiden af hjertet er der indgraveret et C.

Valentinsdag, den 14. februar 2005

Lille smukke prinsesse. Mors vidunderlige pige. Ak ja, kært barn har mange navne og jeg tror aldrig nogen sinde, at jeg vil løbe tør for noget at kalde dig. Du er så sindssyg smuk og du bragte noget helt fantastisk ind i mit og dit fars liv.

I dag er det 6 måneder siden, du blev født. 6 måneder siden at du berigede vores liv og 6 måneder siden vi forelskede os i dig. Vi har fejret dig i dag: Vi har været på graven med dine bedsteforældre og vi har spist dejlig middag... men det er mere end bare 6 måneders dagen for dig: Du skal være storesøster og i dag så vi et lillebitte hjerte, der blinkede og hilste på os. Der liv på anden side af mors mave og jeg er sikker på, at du har haft en finger med i spillet.

Jeg elsker dig!

Onsdag, den 16. februar 2005

En onsdag morgen, den 15. december 2004 sidder jeg og lytter til P1, da der pludseligt bliver læst op af Cirkelines dagbog. Det var en utrolig gribende oplevelse, som om at det virkelig var sket for en anden, men ikke desto mindre synes jeg også, at der er en utrolig anerkendelse i det.

Udgangspunktet for programmet var weblogs i almindelighed. Er du interesseret i at høre den del, der handlede om Cirkeline, så tryk her

Onsdag, den 6. april 2005

Snart er det 8 måneder siden, at Cirkeline blev født og ti dage senere vil det være 8 måneder siden hendes død. Det fylder ikke på samme måde som tidligere, men det fylder alligevel en del. Hun er jævnligt i mine tanker og der er øjeblikke, hvor jeg med fråde om munden råber ud: HVORFOR MIN DATTER?

Visse ting er svære at acceptere og det er ikke helt let at skulle navigere som mor til et dødt barn. Jeg besøger stadig hendes grav regelmæssigt og kun med få undtagelser; jeg har brug for at være på graven, hos hende og det giver mig et frirum, et sted at være med alle mine følelser.

Cirkeline skal være storesøster! Terminen er sat til primo oktober og det er med blandede følelser, at vi ser frem til det. Jeg er 14 uger henne og i dag fik jeg foretaget en afgørende fosterhjerteskanning; fosteret har to hjertekamre, hvilket jo dybest set er et mere end Cirkeline havde... så på den konto tegner det godt. Lægen bad os også om at gå hjem og nyde det.

Tænk en gang: Vores lille smukke pige skal være storesøster!

Fredag, den 13. maj 2005

I dag har jeg ordnet lidt i Cirkelines fotoalbum. Det er billederne af graven, der er tyndet lidt ud i - alle billeder er vigtige og det er jo lige så meget en dokumentation af det første år. Dog har vi alligevel valgt at tynde lidt ud, vi har hovedsagligt sørget for, at billederne fra hhv. den 14. og 24. i en måned er i albummet.

I forhold til Cirkeline er der længere mellem de dårlige dage og det er en rar fornemmelse. Det betyder meget for mig, at jeg kan slippe hende og endda uden at have dårlig samvittighed. Cirkeline skal nok holde øje med mig.

Søndag, den 12. juni 2005

Første gang siden Cirkelines bisættelse har jeg ikke været på graven i en hel uge. Langsomt har det ændret sig fra en daglig begivenhed til hver anden dag, og nu pludseligt en hel uge.

Vi har været i Grækenland; en rejse vi fik af Cirkelines farmor og farfar kort efter hendes død, men først nu har jeg været parat til at tage afsted og det var en dejlig tur.

Jeg har dog været mere bevidst om Cirkelines fysiske fravær end tilfældet er hjemme, måske hænger det sammen med de mange børn, der er sådan et sted - skønt de hverken var ti dage eller ti måneder. Ikke desto mindre var de jo en reminder for hvad vi er blevet snydt for. Og snydt er måske så meget at sige, og Lakridsen er jo på vej, og på den måde kommer vi jo til at nå det endnu. Alligevel er det ikke helt det samme, og det bliver det nok aldrig.

Cirkeline vil aldrig blive en skygge, det tillader jeg simpelt hen ikke - men det tager tid at vænne sig til den nye virkelighed. Snart er der gået et år og på den måde har sorgprocessen gennemgået mange stadier, niveauer og facetter. Såret er stadig ved at hele og en skorpede overflade vil være for en stund at finde - med tiden dannes et arvæv. Det synes naturligt. Jeg ved det - alligevel skal jeg dagligt vænne mig til tanken.

Året for Cirkelines fødsel vil vi skabe vores egen traditioner: Dagen for hendes fødsel skal fejres, for der er grund til at fejre den og dermed hende. Grund til at fejre alt det smukke hun - på trods af alt - bragte ind i vores liv. Hun er symbolet på ubetinget kærlighed; vores lille hjertebarn.

Mens vi har været på ferie har hendes mormor dagligt besøgt hende og jeg er slet ikke i tvivl om at hun tilmed er blevet så pokkers forkælet - som kun en mormor kan forkæle sit barnebarn; sådan må det jo nødvendigvis være, - og selv oldemor har lagt vejen forbi.

Mandag, den 25. juli 2005

Havde glemt vores kamera i går, da vi var på graven - så billedet er fra i dag og derfor med regn. Det var virkelig hyggeligt at være ved graven i går og vi havde besøg af den sødeste lille orangestribet kat. Den kom gennem hækken og hen over Cirkelines sten og så gjorde den sig ellers til og ville lege: En sand fornøjelse

Fredag, den 5. august 2005

I dag modtog vi Cirkelines journal fra hendes indlæggelse på Riget sidste år. Pyh, det er hård læsning rent følelsesmæssigt. Journalen er meget klinisk, men vi fik alligevel gennemlevet øjeblikkene fra forløbet og det er utroligt, hvor hurtig man pludselig er tilbage igen.

Snart når vi årsdagen for Cirkelines fødsel og det er på én gang med glæde og vemod, at vi ser frem til den. Det er vigtigt for os, at fejre denne dag sammen med familien og forhåbentlig gøre det til en god tradition, men der er også noget forræderisk i tiden, der bare går.

Vi skal snart være forældre igen og vi glæder os og venter med længsel. Det har dog været godt for os, at vi fik et år uden Cirkeline inden Lakridsens ankomst. Det har været med til at skabe en plads til den nye samtidig med, at vi har fået det følelsesmæssige aspekt omkring Cirkeline på plads.

En skrev en gang til mig: »Til gengæld skal du, når den lille er der, give dig selv lov at huske på, at han/hun naturligt har lov at fylde mere end jeres lille Cirkeline med tiden kommer til. Ikke i manglende respekt for dem, der var her, om også det blev kort, men fordi livet nu engang primært er for de levende. Du kommer aldrig til at give helt slip på Cirkeline! Det er bare vigtigt, at den lille, sunde og raske unge, du om nogle måneder holder i dine arme ikke på nogen måde oplever at "stå i skyggen af hende". Jeg tror godt, jeg kan forstå, hvad du mener med at være bange for at give slip. Men du svigter hende ikke, selv om hun med tiden kommer til at "fylde mindre" - det var jo ikke dig, der forlod hende«

Jeg læser ofte disse ord: For der er sandhed i dem og det er vejen frem. Der må jo nødvendigvis ske en udvikling, også i ens sorg og det kan vi vitterlig mærke, at der sket for os. Vi er langt mere afklaret på en masse områder og værdier – og ikke mindst taknemlige for den tid vi fik med Cirkeline.

Der er opdateret med en lille artikel.

Torsdag, den 15. september 2005

Pludseligt er der gået et år. Et år med mange betydningsfulde datoer og det gør et vist indtryk og efterlader uden tvivl en masse spor.

Årsdagen for en positiv graviditetstest, den første skanning, årsdagen for din fødsel, din død, urnenedsættelsen og årsdagen for da din sten kom på graven. Og skønt ikke alt bliver fejret med samme kraft, så husker vi alligevel dagene.

I går var det 13 måneder siden, at vi forelskede os i dig; allerede 13 måneder og i morgen er det årsdagen for da din sten kom på graven. Dagen i dag er den lige midt i mellem og det efterlader mig (for et kort øjeblik) i en slags vakuum af eftertænksomhed.

I en lang periode havde jeg svært ved at se på billederne af dig. Det gjorde så pokkers ondt hver gang - men pludselig skete det alligevel. Din far og jeg så på billederne og talte om dig: Du er så vigtig en del af vores liv og vi er så taknemlige for tiden med dig.

Vi har muligvis ikke helet i det samme tempo, men hele tiden har vi ventet på hinanden, og sandheden er nok den, at din far mest af alt har skulle vente på mig. Vi har det dog begge godt med vores sorgproces og vi føler virkelig, at vi er kommet om på den anden side af sorgen. Tilbage er savnet og det vil nok aldrig blive anderledes; sikkert mindre med tiden, men det vil være der og det skal der være plads til.

Snart bliver du storesøster... eller er det store-lillesøster? For du vil jo altid være 10 dage gammel; i vores erindring i hvert fald.

Lille smukke prinsesse, du farefulde raket: Vi elsker dig!

Tirsdag, den 27. september 2005

Så lille skat, nu er vores 'barsel' ved at være ved vejs ende. Vores tid alene bliver snart erstattet af en lillebror eller søster og lige nu er det pokkers overvældende.

I går var jeg ved Cirkelines grav og med en favnfuld af roser, den gode nyhed skulle deles og jeg ved, at hun tager godt imod Lakridsen. Ulrik og jeg glæder os; vi skal være forældre igen, hvilket vi har gentaget mange gange siden i går.

Vi fik også gjort status i går og fortsætter sikkert med det lige til Lakridsens ankomt. Vi er kommet langt på det forgangne år og Cirkeline har fået en god plads i vores hjerter; hun er bestemt både elsket og savnet - men sorgen er kommet på afstand.

Fredag, den 7. oktober 2005

Så vores lille raket, nu er du blevet storesøster til en lillebror - men det vidste du sikkert før alle os andre. Vi har været forbi mange gange, så I kan hilse på hinanden og lære hinanden at kende. I har mange fælles træk, men I er to meget forskellige personligheder. Ikke bare er din lillebror blevet begavet med en masse, det er du søreme også og nu står det og pynter pænt på graven.

Mor og far elsker dig, lille skat.

Onsdag, den 19. oktober 2005

Mens jeg ventede Lakridsen, så skrev jeg Cirkelines fortælling til Stjernen - et medlemsblad for foreningen for spædbarnsdød - og egentlig regnede jeg ikke med, at de ville optage historien i deres blad pga. længden, men jeg blev overrasket og historien er med i dette nummer. Du kan læse den her, hvis du er interesseret.

Torsdag, den 20. oktober 2005

Sikke heldig du er min lille skat, du har haft besøg og på din grav lå der en fin efterårskrans. Jeg har taget billede af den og lagt ind i dit fotoalbum.

Din lillebror sov, da jeg var hos dig i dag - så vi kunne rigtig få os en lang snak. Jeg fik fortalt dig, at jeg elsker dig og at jeg ind imellem savner dig så pokkers meget. Jeg fik fortalt dig, at det er noget nyt at være mor for to frem for en og at det er anderledes at være mor til Gustav end til dig, mest af alt fordi du jo er død og han er levende.

Jeg elsker dig min lille Raket

Lørdag, den 22. oktober 2005

Måske du har lyst til at give et økonomisk bidrag til Jacobs gave? Formålet med indsamlingen er at forbedre forholdene for de forældre, der er indlagt på Rigshospitalets neonatalafdeling (der hvor vi også lå med Cirkeline). Der står meget mere om dette på hjemmesiden.

Fredag, den 25. oktober 2005

Jeg glemte kameraet, da jeg tændte lys hos dig i går (det var jo den 24.), men så huskede jeg det i dag og kunne tage et billede af din lille have. Jeg valgte også at pynte op til jul i dag og så var det næsten bare perfekt, at det faktisk sneede mens jeg gjorde det.

Der er gået 15 måneder siden du døde. Ind imellem føles det bare som evigheder siden, men så er der også dage, hvor jeg stadig græder. Jeg græder fordi jeg savner dig og græder fordi du ikke er hos os.

Din lillebror fylder meget i hverdagen og sådan skal det jo også helst være - og netop derfor træder du langsomt i baggrunden. Vi taler dog stadig om dig og du vil aldrig blive glemt.

Jeg glæder mig til, at jeg skal hænge din lyseholder på vores juletræ i år.

Onsdag, den 30. november 2005

I dag kom din mormor med favnen fuld af pakker; hun har nemlig lavet en pakkekalender til dig (igen i år!). Så nu bliver det rigtig spændende hver eneste morgen, når jeg vågner - så vil jeg åbne en pakke for dig og så kommer Gustav og jeg forbi og sætter den på graven, når vi er ude på vores tur.

Mor elsker dig.

Søndag, den 25. december 2005

Lille skat! Dette blev den første jul med din lillebror og du har været meget i mine tanker - men heldigvis ikke på en sorgfuld måde. For sandheden er jo den, at det bliver nemmere og med din lillebror har jeg jo hænderne fulde og det gør en forskel.

Vi har besøgt dig flittigt og 3. søndag i advent kom hele familien på besøg og lagde små ting hos dig. Din far og jeg vil tage billeder af graven i morgen og gemme på din hjemmeside.

Jeg elsker dig min lille skat og jeg kan ikke helt forstå, at det er 16 måneder siden du døde. Mor, elsker dig!