Onsdag, den 8. februar 2006
Nu er det snart halvanden år siden, at Cirkeline blev født og derfor snart halvanden år siden, at hun døde. Tiden går jo og sådan skal det helst også være, men alligevel er der øjeblikke, hvor jeg fortsat rammes af en dyb sorg. Sandheden er nemlig den, at jeg på mange områder er begyndt at glemme eller glemme er måske så meget sagt, men alligevel – og skønt jeg på den ene side hilser afstanden velkommen, så er det også vemodigt; det er en afsked jo altid.
Jeg synes ind imellem, at det er svært at forholde mig til det faktum, at min førstefødte er død og at vi aldrig rigtig lærte hende at kende. Jeg skal ærlig indrømme, at når hun nu var så syg som hun, så er jeg taknemlig for, at det gik som det (for hendes skyld mest af alt!). Det havde ikke været et liv for hende, at skulle ind og ud af hospitalet og dertil være stærkt handicappet... ja hvis hun da overhovedet havde overlevet en operation.
Der er langt mellem indlæggene her på Cirkelines side, - og der vil sikkert blive endnu længere. Hendes historie er blevet fortalt og fortsættelsen findes jo bl.a. hos hendes lillebror.
Jeg er blevet interviewet til en artikel i Alt for Damerne omkring Cirkeline og sorgbearbejdningen via internettet. Jeg glæder mig til at læse artiklen i sin færdige form. Jeg ved ikke endnu, hvornår de bringer artiklen eller om jeg får tilladelse til at lægge artiklen ud på Cirkelines side – vi får se.
Jeg ved heller ikke rigtig, om vi fortsætter med at tage billeder af hendes grav hver måned og ligger dem her på siden. Ind til videre tager vi tingene en dag ad gangen og så sker det i et tempo som vi har det godt med.
Jeg tænker meget på Cirkeline de her dage og ind imellem græder jeg. Sorg er en underlig størrelse og en mors kærlighed til hendes døde barn endnu mere udefinerbar.
Mandag, den 20. marts 2006
Egentlig havde jeg truffet en beslutning om ikke at ville opdatere Cirkelines hjemmeside, - og det holder jeg dybest set fast ved. Det er som jeg har sagt før; livet går videre på både mig engen og Gustavs side.
Alligevel skriver jeg her. Jeg er blevet interviewet til Alt for Damerne og det bliver bragt på torsdag den 23. marts 2006. På et tidspunkt vil artiklen være at finde på Cirkelines side, men jeg kan ikke sige hvornår.
Det bliver mit sidste interview omkring Cirkeline og min sorgbearbejdning (i hvert fald for denne omgang), dels er jeg blevet mæt; hvilket man jo nødvendigvis må blive på et tidspunkt, dels er det vigtigt for mig, at lade det hvile for en stund.
Jeg har talt meget om Cirkeline og skrevet meget om hende, - og det vil jeg også gøre i tiden, der kommer – men jeg har til gengæld ikke læst på hendes sider længe. Det gør bare for ondt i øjeblikket. Måske handler det om Gustavs ankomst, måske handler det bare om at såret ikke er helet 100 procent og at jeg stadig har brug for tid. En dag vil jeg dog sætte mig ned og læse hendes side fra ende til anden; fordi jeg har brug for at se det på skrift.
Torsdag, den 30. marts 2006
Så er artiklen jeg er blevet interviewet til i Alt for Damerne blevet offentliggjort (uge 12, 2006) og jeg har fået lov til at have artiklen liggende her på siden. Det er jeg er rigtig glad for. Derudover fik jeg også lov til at bruge billederne som fotografen Les Kaner tog.
Artiklen kan du læse her
Det bliver uden tvivl nemmere at være mor til et dødt barn, og Cirkeline har for en stor del fundet en god plads i mit hjerte; der er tilmed dage, hvor hun slet ikke fylder hos mig. Gustav og jeg går til graven hver dag. Det er på vejen, når vi går vores tur og andet ville næsten være underligt.
Selvfølgelig er der stadig dage, hvor jeg savner hende (eller måske mere drømmen om hende!), men anderledes kan det ikke være. Vores lille pige berigede os helt utroligt og det er vi for altid taknemlig for.
Søndag, den 2. april 2006
I går aftes fik mig og Ulrik os en dejlig snak om Cirkeline, vores minder med hende, alt det praktiske omkring bisættelsen og tiden efter. Det er længe siden, at vi har talt sammen på den måde – og det var tiltrængt. Mest af alt opdagede vi, at vi slet ikke er så forskellige og at vores følelser også er ens og ægte.
Vi snakkede om, at skulle der ske Gustav noget (Gud forbyde det!), så havde vi begge en fornemmelse af, at vi kunne klare det. Det lyder måske absurd i andres øre, men på en og anden måde så er der noget fortrøstningsfuldt i sådan en erkendelse.
Vi snakkede om, at når Gustav virkelig græder/skriger (hvilket han heldigvis gør sjældent!), så er vi lynhurtigt tilbage til den dag, hvor Cirkeline blev rigtig syg og vi tog på skadestuen med hende. Det skær helt ind til marv og ben.
Vi talte om alt det praktiske i forhold til bisættelsen – det er umuligt at gengive det hele her, men omdrejningspunktet var uden tvivl humor. Hvor underligt det var sidde hos stenhuggeren, der bare smækker en mappe op på bordet foran en med 1 million skrifttyper og siger; hvilken? Og ville det egentlig være underligt at vælge »comic sans«?
Hvordan bedemanden glimrede ved at være en total tåbe og havde meget lidt forståelse for vores situation. Hvordan han sad ved sin gamle skrivemaskine og lavede fejl på fejl og hvordan han måtte rette fejlen med tilbage-knappen og et slettepapir. Hvordan han ikke tog mod Dankort og vi derfor måtte fare op og ned ad Frederikssundsvej for at finde en hæveautomat. Hvordan han sådan henkastet bad os køre bilen om i baggården, så resten af verden ikke skulle forholde sig til den lille kiste.
Vi fik talt om vores gravsted på kirkegården. Hvordan vi føler, at vi hører til og hvordan vi ind imellem tænker: »Mon de andre ved, hvorfor jeg er her?« Og hvordan vi måske dybest set ønsker, at de ved det. Og vi fik talt om, at skulle vi en dag flytte fra Brønshøj, så vil vi have Cirkeline med. Hun skal altid være på en kirkegård i nærheden af, hvor vi bor. Vi skal kunne komme til hende uden for meget besvær. Så enige vi kan være; det er helt utroligt.
Fredag, 14. juli 2006
Egentlig havde jeg sagt, at der ikke ville blive flere interviews fra min side i forhold til Cirkeline, men sådan blev det alligevel ikke.
Jeg er blevet interviewet til Ude og hjemme. Jeg skal nok sige til når artiklen bliver bragt.
Snart er det toårsdagen for Cirkelines fødsel og efterfølgende død. Det fylder en del hos mig. Som altid er det dagene op til dagene. Igen i år fejrer vi hende sammen med familien. Vi mødes på graven og bagefter tager vi hjem i lejligheden og spiser frokost. Cirkeline ville blive to år på en mandag. Samme dag jeg starter på min uddannelse, så vi har valgt at holde det den 13. august i stedet for. En stille søndag.
Torsdag, 24. august 2006
I dag er det to år siden Cirkeline sov lige så stille ind. Jeg forstår simpelt hen ikke hvor tiden er blevet af. Det føles på én gang så langt væk og på én gang så tæt på.
Jeg er trist her til aften.<
Søndag, 27. august 2006
Vi har fået så megen opmærksomhed i forbindelse med 2 års dagen for Cirkelines fødsel og død. Både i form af søde hilsner, kort, blomster, små gaver og ikke mindst nogen super flotte malerier.
Vi er så taknemlige for den opmærksom I fortsat udviser i forhold til Cirkeline og vi kan virkelig ikke takke jer nok.
Mandag, 25. september 2006
Året sidste sommerdag, siges der. Hos Cirkeline er der lyserødt og fint.
Jeg savner hende og synes, at tiden er forræderisk. Hvordan kan der være gået 2 år? Hvor er tiden blevet af?
Torsdag, den 9. november 2006
Det er simpelt hen så fantastisk... indimellem får min lille pige stadig besøg af andre end lige familien. Det betyder så utroligt meget for mig og gør mig så skide stolt og glad.
Det er egentlig noget underligt noget, tænker jeg, sådan at blive stolt – men ikke desto mindre er det sandheden.
Pludselig opdager jeg, at jeg er så taknemlig for min lille pige og hendes historie. Taknemlig for at jeg måtte være hendes mor. Af alle de tusindvis af mødre, så var det lige præcist mig.
Måske betyder det, at jeg er kommet videre på en fornuftig måde. Jeg ved det faktisk ikke. Det eneste jeg ved, er, at jeg ikke er vred eller bitter eller pakket ind i sorg.
Hun fylder hos os, men hun overskygger ikke – og så sent som i går havde vi en snak om netop dette. En snak om hvor længe det første år var om at gå, og hvor hurtigt det efterfølgende år med Gustav er gået.
Så dagen (der rent faktisk startede en smule kaotisk og med mangel på søvn) endte med at blive helt god.
Søndag, den 24. december 2006
Jeg modtog et julekort fra Anitas søster, og det gjorde unægtelig et vis indtryk på mig.
I kortet var vedlagt et billede af hendes 2 børn og lille Laura fangede min opmærksomhed. Lille Laura på 2 år og 4 måneder. Lille Laura født akkurat samme dag som Cirkeline. Pludselig gik det op for mig, at Cirkeline ville have haft samme størrelse som Laura. Cirkeline ville i skrivende stund rent faktisk være en stor pige, der for alvor kunne få ondt i maven over julen.
Tiden er en abstrakt størrelse: For den er på ingen måde en indikator for, hvor gammel hun ville være: Cirkeline vil altid være 10 dage gammel. Til gengæld er de 2 år og 4 måneder en klar indikator for, at livet går videre.
Det bliver vores 3. jul uden Cirkeline og vores 2. jul med Gustav. Lige så spændingsfuld og glædelig denne tid er, ligeså vemodigt stikker det. Sådan må det jo nødvendigvis være.
Faktisk bliver jeg gang på gang forundret over med hvilken lethed, jeg har lært at navigere i dette kaos af modsatrettede følelser.
Det skal nok blive en god jul.
Jeg savner hende. Selvfølgelig gør jeg det – men tiden heler og på den måde så går livet lige så stille videre.
I år er vi hjemme. Planen er, at vi starter med at spise julemaden, og inden dansen omkring juletræet og gaverne så går vi på kirkegården til Cirkeline og ønsker hende en rigtig glædelig jul.
Søndag, den 31. december 2006
Så er endnu et år ved vejs ende og egentlig burde jeg vel gøre en slags status. Jeg har tilmed forsøgt, men det synes så fattigt. Hvor om alting er, så gik det op for mig at min tidsregning et og andet sted starter ved Cirkeline fødsel og død. Så skal jeg gøre status for 2006, er jeg nødt til at se det i relief til 2004.
Hvad angår 2005 er det et underligt år. På en gang året hvor jeg var i gang med sorgbearbejdningen, og på en gang året hvor jeg ventede på Gustavs ankomst. 2005 er helt klart kendetegnet ved følelsen af at befinde sig i en slags transit. Gustav blev født i 2005, men det er som om, at det hele for alvor først gik i gang i 2006.
Her blev min nye identitet som mor for alvor cementeret, og det var også i 2006, at jeg skulle få et »normalt« liv uden for hjemmets 4 vægge. 2006 blev året hvor jeg rigtig skulle lære at navigere og forholde mig. 2006 blev et tungt år rent udviklingsmæssigt.
Hvad ønsker jeg så for 2007?
Jeg vil gerne at 2007 mere end nogen sinde bliver mit år. 2007 skal være året, hvor jeg aktiv gør en indsats på at tabe mig. 2007 skal være året, hvor jeg vender bunden i vejret på min gaderobe og bliver mere bevidst om, hvad der passer og bestemt ikke passer. Jeg vil gerne tilbage i de feminine folder, selvfølgelig kombineret med det praktiske moragtige-image. På mange områder vil jeg gerne at 2007 mere bliver et ydre end et indre år.
Nytårsaften foregår hjemme. Mig, min lille og store mand. Middagen bliver fiskesuppe, kiwimarineret oksemørbrad med pandestegte kartofler og hjemmelavet is. Ren afslapning og nydelse; forhåbentlig med et ordentligt nytårsknald (af de frække vel at mærke) ved midnatstid.
Og til dig derude. Jeg håber, at du får et fantastisk nytår. Tak for din støtte, omsorg og opmærksomhed i året, der er gået. Pas godt på dig selv og dem du holder af!
