Søndag, den 4. februar 2007
Jeg har længe tænkt på at få opdateret Cirkelines side, dels fordi et nyt år er skudt i gang, dels fordi jeg rent faktisk trænger til at have fokus på min lille pige.
Om 10 dage er det 2½ år siden hun blev født. 2½ år! Det er efterhånden en del år og meget er sket siden. Det er blevet nemmere og hun glider på visse områder længere og længere væk. Jeg glemmer aldrig, at jeg er mor til 2 børn – men Cirkeline fylder ikke lige så meget som Gustav.
Jeg er stort set ved hendes grav hver dag. Så bliver der tændt lys og jeg kan virkelig holde fast i hende – for skønt hun altid er med mig, så føler jeg, at hun for alvor er til stede ved graven.
Jeg fik en e-mail den anden dag. Det gjorde mig glad. Den indeholdt bl.a. 2 helt fantastiske citater, som jeg gerne vil dele med jer.
Det eneste vigtige her i livet er de spor af kærlighed, vi efterlader, når vi skal afsted og tage afsked uden at være blevet spurgt.
[Albert Schweitzer]
Den der lever i hukommelsen hos sine kære, er ikke død, kun fjern; død er kun den, der bliver glemt.
[Immanuel Kant]
Sådan livskloge citater er guld værd.
Jeg vil skrive mere en anden dag. Husk der er også opdateret med et billede af hendes grav.
Onsdag, den 14. februar 2007
For 2½ år siden kom en vidunderlig lille pige til verden. Så er det, at jeg spørger mig selv; »hvor er det lige, at tiden blev af?«
Lørdag, den 24. februar 2007
2½ år siden Cirkeline døde og det har sneet. Jeg ville have taget et billede hos hende i dag, men kom fra det. Der er dækket med sne alle vegne og jeg havde Gustav på armen (ellers var han blevet væk i snemasserne). Der var dog frit lige omkring hendes lygte, så jeg kunne tænde et lys. Det gør en forskel.
Onsdag, den 7. marts 2007
Indimellem kan jeg stadig blive overrasket over min måde at reagere på. Den anden dag var jeg til undervisning. Vi blev undervist i hjertets og dets kredsløb og det gjorde mig voldsom vemodig.
Med ét savnede jeg min smukke datter og jeg følte mig kastet tilbage til den første tid uden Cirkeline. En knugende fornemmelse i maven og det ringede for mine ører: »Hvorfor lige min lille pige?«
Pludselig stod disse faktuelle oplysninger i stærk kontrast til alverdens »hvad-nu-hvis’er«. Jeg måtte atter læse om hendes hjertefejl på nettet og det førte mig vidt omkring. Jeg fik læst om de gode og de mindre gode historier, men mest af alt fik jeg beroliget mig selv: Der blev truffet den eneste rigtige beslutning for vores datter.
Egentlig vil jeg gerne sige, at hun dybest set træf beslutningen for os. Det lyder ophøjet, men sandheden er også bare den (min sandhed i hvert fald!), at jeg har brug for at tænke sådan. Brug for at være en smule religiøs på netop den konto.
Søndag, den 15. april 2007
Jeg er for resten blevet interviewet til programmet Eksistens på P1. Det handler om at offentliggøre sin sorg på nettet. Programmet bliver sendt i P1 i morgen, mandag d. 16. april kl. 15.15. Herefter vil man kunne høre udsendelsen på nettet via deres hjemmeside.
Tirsdag, den 8. maj 2007
Jeg er blevet spurgt af Landsforeningen for Spædbarnsdød, om jeg var interesseret i at holde et oplæg om, hvordan det er at være gravid efter, at man har mistet et barn.
Jeg har sagt ja og er selvfølgelig spændt på, hvordan det bliver. Jeg har aldrig prøvet at tale foran levende mennesker i forhold til Cirkeline og forløbet efterfølgende med Gustav. Så jeg tænker meget på, hvordan jeg vil reagere, men som altid er det umuligt at sige sådan noget på forhånd.
Min lille pige havde besøg for noget tid siden, - og en super flot gravbuket lå hos hende. Jeg bliver så glad, når hun får uventet besøg.
Tirsdag, den 22. maj 2007
Mette spurgte mig for noget tid siden, om jeg var interesseret i at holde et oplæg i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød til en af deres åbent hus arrangementer. Oplægget skulle handle om at være gravid igen, efter at man har mistet et barn.
Jeg var lidt forbeholden til at begynde med, men til sidst sagde jeg ja og i går var så første gang, at jeg skulle tale i en større forsamling om et meget sårbart emne. Jeg var helt utrolig nervøs, ligesom jeg også var usikker på, om jeg nu også kunne bidrage med noget konstruktivt.
Ulrik tog med. Det gjorde en forskel - for så havde jeg i hvert fald en tryg base at vende blikket mod, når det blev lidt for overvældende eller jeg tabte tråden.
Personligt er det min oplevelse, at det gik smadder godt. Jeg fik mange gode tilbagemeldinger bagefter; folk havde kunnet spejle sig og de følte, at de fik noget, de kan bruge til noget. Jeg havde inviteret forsamlingen til at stille spørgsmål undervejs, så jeg ikke låste mig fast i en fremstilling, men derimod gjorde oplægget mere dynamisk og jeg dermed også havde en vis garanti for, at folk så også fik noget at vide, som lå dem på sinde.
Jeg syntes virkelig, at folk havde nogle utrolig gode spørgsmål og en del af dem krævede lidt overvejelse, inden jeg svarede: For pludseligt gik det op for mig, at meget er sket på 3 år og jeg virkelig er kommet videre og mit tab er kommet på afstand.
Ulrik bød indimellem ind med sine oplevelser og de mænd, der var med havde en masse spørgsmål til ham. Det fungerede rigtigt godt.
Det gør jeg gerne igen. Det var virkelig en af de større udfordringer for mig - ikke kun med oplægget in mente, men bestemt også den intensitet, der emmede i rummet som mange skæbner blev fortalt.
Det er svært at genfortælle sådan en aften, men jeg føler, at jeg kom vidt omkring, dels i mit eget oplæg, dels pga. folks spørgsmål. Der blev talt om undersøgelserne, omgivelserne, de mere tabuagtige følelser omkring køn, kærligheden til det levende barn contra det døde.
Sidder du og har brug for at spørge om et eller andet, så skal du være mere end velkommen.
Tirsdag, den 19. juni 2007
I øjeblikket mærker jeg en hel særlig sårbarhed i forhold til Cirkeline. Jeg har prøvet det før, men den erkendelse gør bestemt ikke sårbarheden mindre.
Måske skyldes det tidspunktet. Lige straks - fordi tiden altid suser afsted - er det 3 år for hendes fødsel og død. Denne bevidsthed føder en vis skrøbelighed. Tårerne er aldrig langt væk og det er så svært for mig at se på billederne af hende. Paradoksalt synes det tilmed også at være, for lige så svært det er for mig, lige så meget drager det mig og jeg ønsker bare at bladre i fotoalbummet, kysse billederne og se den lille videofilm med hende. Lytte til hendes knirken.
Knuden i maven, klumpen i halsen, følelserne uden på tøjet. Intet er konstant. Til gengæld er jeg glad for, at dette nærværende fravær kunne presser sig på i korte øjeblikke, for ellers var jeg blevet sindssyg.
Mon engle bor i skyerne?
Tirsdag, den 14. august 2007
Solen skinner. På bordet står hendes flag. Vi har kysset hinanden tillykke med den lille pige, der så dagens lys for 3 år siden. 3 år. På én gang så mange og så få. Tiden har tikket afsted. Årstiderne har vist sig og nu 3 år efter er livet et andet. Erfaringerne anderledes og ikke mindst følelserne.
Der er ingen tvivl om, at døden er ganske absolut, men sorgen derimod er dynamisk og i dag kan jeg sige med sikkerhed, at tiden har arbejdet for os. Længe har jeg tænkt på, at når dagen oprendte, så skulle jeg nedfælde mine tanker, nedfælde forandringerne og for et kort øjeblik atter have min datter tæt til mig.
Det første år var det væreste. Det sværeste. Hendes nærværende fravær skar dagligt ind til marv og ben og jeg havde svært ved at gennemskue livet som mor til et dødt barn. Jeg gik til graven hver dag, for her var jeg mor - her kunne jeg være med alt det som var mit og helt uden hensyntagen til omgivelserne.
Hver den 14. og den 24. i en måned blev der sat en lille rose. En indikator for månederne uden hende. Det var måden hvorpå jeg kunne måle, at jeg stadig trak vejret og tiden trods alt gik i den rigtige retning.
Efter det første år var accepten af det skete rodfæstet i mig. Jeg havde forenet mig med virkeligheden og det nye liv, der bevægede sig på den anden side af maveskindet, gav mig fornyet håb. Troen på at det nok skulle blive bedre.
Det andet år var straks bedre, - om end det gav mig andre bekymringer. Det andet år var fuld af stærke konstraster mellem det døde og det levende. Det andet år tvang mig mere end nogensinde før til at give slip.
Behovet for at besøge graven var stadig stort. Jeg ville ikke glemme og jeg havde brug for at fortælle hende, at hun stadig var en stor del af mig. Havde brug for at fortælle mig selv, at hun ikke var glemt, at hun stadig var min lille pige og at jeg stadig var mor til hende.
Det tredje år har budt på nye erkendelser og jeg må tilstå, at jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle blive så afklaret med mit tab.
Når jeg mærker efter, så mærker jeg flere ting - men først og fremmest så mærker jeg vis form for mæthed. Det primære er blevet sekundært og det er faktisk helt o.k. Vi går stadig på kirkegården, men udgangspunktet er ikke længere mine øjeblikke ved hendes lille sten.
Pludselig handler det om at lade Gustav lege og løbe omkring. At se ham levende blandt alt det døde og slå en barnlig latter op, når han tosser omkring. »Se, livet er virkelig for de levende« ler jeg og konstaterer, at disse visse ord har været mit mantra i 3 år. Og i dette mantra har der været megen smerte, men der har så sandlig også været megen trøst.
Billedet af Cirkeline er statisk. Hun er for altid vores lille pige. Hun er 10 dage gammel og anderledes hverken kan eller skal det være. Der er stadig dage, hvor jeg savner hende mere end noget andet og der går ikke en dag, hvor jeg ikke hvisker hendes navn stille i mig selv.
Som altid bringer enhver ny erkendelse lidt fornyet sorg med sig og således har jeg haft let til tårer de sidste par dage og således har jeg vand i mine øjne nu. Men det er o.k. Det er som det skal være - for selv om det gør mig lidt trist og sårbar, så gør det ikke længere ondt helt inde ved marv og ben.
Så i dag skinner solen. Jeg holder fri. I dag er Cirkeline langt mere nærværende end ellers. Sådan skal det være i dag. Hun er aldrig rigtig langt væk, men hun har fundet et roligt sted i mig, hvor jeg kan tage hendes frem efter behov. Det føles helt rigtigt.
Jeg elsker dig, hvisker jeg og ser op på den blå, blå himmel.
Fredag, den 24. august 2007
Lille skattepige. I dag er det 3 år siden, at vi skulle sige farvel til dig. Jeg husker de sidste dage sammen med dig bedre end noget andet.
I dag var jeg på arbejde og jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at det skulle blive et problem - men det gjorde det. Jeg har været ked af det i dag og jeg har grædt en masse i dag. Livet er ikke altid nemt.
Jeg føler mig så taknemlig over, at der findes så mange fantastiske mennesker i mit liv. Mennesker der tænker på mig og på dig og som giver udtryk for deres følelser. De er guld værd og et og andet sted er det takket være dig, at de nu er i mit liv.
Det er mørkt i lejligheden lige nu. Jeg er træt, men vil ikke gå i seng. Af en og anden årsag skal jeg have de sidste timer med: De sidste timer døgnet byder mig, ligesom den gang for 3 år siden.
Jeg savner dig i dag min lille skat.
Tirsdag, den 25. december 2007
Pludselig blev det den 4. jul uden dig og jeg har faktisk haft det o.k. Du har bestemt været i mine tanker, men de har ikke været konstante og jeg har heller ikke følt mig sorgfuld. Ikke før i dag i hvert fald.
Tidligere i dag kunne jeg godt mærke, at savnet pressede sig på. Jeg var irritabel, snerrede af mine omgivelser, dvs. Gustav og Ulrik og jeg havde brug for at være i et andet rum, alene. Jeg fik heldigvis pladsen og det hjalp gevaldigt, ligesom det også hjalp at vi gik en tur på kirkegården.
Mormor og morfar havde været forbi i går. Du havde fået en fin lille engel af dem. Jeg er så taknemlig for, at de passer så godt på dig og har dig i deres tanker. Du betød noget for dem og det gør mig glad.
Gustav har rigtig været deltagende i denne jul og pludselig får jeg fokus på, hvor stor du i princippet ville have været. 3 år og 4 måneder. Du ville sikkert have kunnet synge en stofe eller to af årets julesange omkring træet. Til gengæld fylder din bror godt og han får skam også alt den plads han har brug for.
Så lille skattepige, det bliver uden tvivl nemmere og der er noget pokkers forræderisk i denne erkendelse, men det er livet og det har en tendens med at gå fremad - for det er for de levende. Jeg ved, at du ved det og jeg ved, at du har det godt der hvor du er. Det er jeg ret så sikker på.
Jeg elsker dig af hele mit hjerte.
