15. august 2008
I dag hentede vi urnen i Børnshøj. Det foregik stille og roligt, - om end jeg blev noget ked af det, da det vidste sig, at hun ikke lå i sin oprindelige urnen (den såkaldte kagedåse). Vi spurgte ind til dette og begrundelsen var, at malingen så småt var begyndt at skalle af og den ikke længere var så pæn. Der er ingen tvivl om, at den udelukkende var blevet skiftet af hensynet til os.
Ud i bilen med os og så blev hendes urne ellers fastspændt i autostolen og af sted til Bispebjerg. Her mødtes vi med min mor og så gik vi til graven, hvor en kirkegårdsbetjent og en graver ventede på os. Ulrik satte urnen i jorden og så blev den dækket til.
Jeg græd. Det var på én gang befriende og skide hårdt. Som Ulrik og jeg snakkede om, så var det, det tætteste vi nogen sinde kommer på hende igen og det tætteste vi har været på hende i 4 år. Måske en absurd tanke, men ikke desto mindre et faktum.
Vi fik ordnet på hendes nye grav og det er lige som vi gerne vil have det, nu skal det hele have lov til at falde til og vi skal pludselig forholde os til, at vi har mange flere kvadratmeter end tidligere.
14. august 2008
På vej til Brønshøj ringer telefonen. »Har I allerede været hos Cirkeline?«, spurgte min mor i den anden ende. For hun stod nu ved graven og den var tom!
Aldrig er jeg kommet så hurtig ud af en bil og gået med så raske skridt hen til hendes grav. Der var gået fuldstændig beskytter-mor i mig og nu skulle jeg fandeme til bunds i den sag! Jeg vidste nu godt, at der ikke var kommet nogen i nattens muld og mørke og havde tømt graven, men det var nu alligevel en streg i regningen her den 14. august, at nogen var kommet os i forkøbet.
I morgen skal Cirkelines urne flyttes og vi havde derfor forestillet os, at vi i dag selv skulle tømme graven, men gartneren havde gjort det for os... mest af omsorg og det var da også rigtig pænt af ham. Træet var gravet op, sukkulenterne lige så og alle hendes sten lagt pænt i en kasse. Gravstenen var også blevet fjernet og det hele lå bare og ventede på os.
Selv hendes urne var blevet gravet op og står således på kirkekontoret og venter på os, men vi må først hente den i morgen. Det er en lidt absurd tanke, at min datters rester står i en kagedåse på et skrivebord i Brønshøj. Det var jo ikke lige sådan, at vi havde tænkt os, at hendes 4 års dag skulle fejres.
Alt hendes tingeltangel er nu flyttet ud til Bispebjerg og i morgen når hendes urne er kommet i jorden, så kan vi få sat lidt skik på stedet. I morgen kommer hun hjem. Det er helt sikkert sådan, at jeg tænker.
I aften tager vi alle tre ud og spiser og hygger os og fejrer Cirkeline
14. august 2008
For fire år siden blev jeg mor for første gang. Det eneste bevis jeg har for, at dette har fundet sted, er en lille kuffert med sparsomme minder, en kuffert som jeg i dette nu holder lidt for fast i min hånd. Og som jeg forsøger at rekonstruere de ti dage, der bare forsvandt som sand mellem fingrene, husker jeg, hvordan jeg har været optaget af hele Cirkelines lille væsen.
Jeg husker hendes åbne øjne, der fortalte deres egen historie og som i dag er så karakteristiske for hele det væsen jeg forelskede mig i. Jeg tænker på den splittelse, jeg følte ved den skarpe blanding af hengivelse og sørgmodighed som blev bekræftet ved hendes fødsel og hendes død.
det vigtigste er dog den langsomme forvandling inde i mig og faktisk er jeg overrasket over hvor tryg jeg føler mig i denne proces
14. juli 2008
Sikke en god oplevelse og så er jeg slet ikke nået til den del, hvor der skal udfyldes et ansøgningskema eller bestilles en graver x 2. I dag talte jeg i telefon med Bispebjerg Kirkegård og jeg talte bare med det sødeste menneske.
Jeg skulle absolut ikke tale for min syge moster eller græde. Reglerne var simple: Udfyld et ansøgningsskema og så længe både Ulrik og jeg skriver under, så var tilladelsen så godt som givet.
Vi skal så finde en dag, hvor vi evt. kan blive vist rundt til egnede steder (vi har nu allerede et i tankerne) og så skal vi gøre op med os selv, om vi selv vil køre med urnen og stenen fra Brønshøj eller om vi vil betale os fra det.
Den største sten er faldet fra mit hjerte.
12. juli 2008
Jeg aner helt ærligt ikke, hvordan jeg skal få skrevet det her indlæg. Jeg vil rigtig gerne dele denne beslutning med jer, men på den anden side så orker jeg ikke at skulle forklare mig, undskylde mig eller indlade mig på diskussioner.
Jeg ved, at der er dem, der synes, at det er uforståeligt, egoistisk, uetisk og en forstyrrelse af gravfreden. For mig gælder det, at det er mit døde barn og mine følelser. Vi har valgt at flytte Cirkeline fra Brønshøj til Bispebjerg. Afstanden er ikke lang rent geografisk, men følelsesmæssig er den.
Det er voldsomt sårbart for mig, på den ene side synes jeg, at jeg har spillet fallit og opfører mig som en forkælet snotunge, der peger og forlanger. For hvad er problemet? Så langt væk er Brønshøj ikke, så lad hende for helved få fred! På den anden side så kan jeg bare mærke helt ind til marv og ben, at der overhovedet ikke er noget som helst o.k. ved at hun befinder sig på Brønshøj Kirkegård.
Vi har ikke søgt tilladelse endnu, så vi ved selvfølgelig heller ikke, om vi får den - men vi håber. Jeg ved godt, at får vi tilladelsen, så er det eneste og sidste gang, at vi kan flytte hendes urne. Det er jeg fuldt ud afklaret med. Lige som jeg også godt ved, at der reelt er en risiko for, at vi en dag flytter fra Hellerup, men jeg er til gengæld også ret sikker på, at når den dag kommer, så vil vi alligevel ikke kunne flytte Cirkeline, fordi der ikke længere ville kunne påvises aske. Så skal hun flyttes, så skal det være nu.
Det er ikke bare det svære indlæg, det har også været den svære beslutning - men vi er enige; vi må finde hende en ny plet.
14. juni 2008
Snart er der gået 4 år og jeg gribes indimellem stadig af forundring over, at tiden bare går. Jeg har det godt. Det er o.k., at der er længere vej mellem mig og min lille pige. I dag er der blevet ordnet lidt på hendes lille plet i solen, jeg gav mig god tid og jeg nød at være hos hende. Først her til aften slår det mig, at det er den 14. i en måned. Det første år talte jeg dem alle sammen.
Jeg er en anden i dag end før Cirkeline, men jeg er også en anden efter Cirkeline. Jeg har udviklet mig. Det ved jeg. En gang var min oplevelse af Cirkelines død, min fremtidige rolle og liv anderledes end i dag. Det har været lidt af en rejse for mig og jeg er slet ikke sikker på, at rejsen er slut. For så kom »Gunnar-drengen« og så skal alting justeres én gang til.
Onsdag, den 21. maj 2008
Så kom der en afstand mellem os eller mere præcist; der kom en afstand til hendes sted på Brønshøj Kirkegård. Uanset hvilken afstand der er tale om, så har jeg skulle løsrive mig og det har været svært. Igen og igen har jeg haft tanken, at en mor jo ikke forlader sig barn - for det har helt sikker været den følelse, jeg har siddet med.
Nu er afstanden kommet og det er faktisk o.k. Til gengæld har det også betydet, at jeg er blevet en smule mere bevidst om min tilknytning til den lille plet i solen. Den ER vigtig for mig, for selv om Cirkeline er essens frem for eksistens - så er det alligevel ved den lille plet i solen, at jeg har følelsen af at være mor, - også for hende!
Det er der, at jeg FYSISK kan gøre noget for min datter. De kloge vil altid argumentere med, at det selvfølgelig ikke er Cirkeline, at jeg gør noget for, men mig selv. Men hvor fede er de kloge egentlig? For når det gælder mit døde barn og de følelser, der er knyttet hertil, så kan jeg ikke bruge rationalet til noget som helst.
Ved den lille plet i solen har jeg et særligt bånd til min datter. Her er vi sammen og her er jeg mor for hende. For i det daglige er jeg nu alligevel mest mor for Gustav.
Jeg er stadig sårbar omkring Cirkeline. I perioder mere end andre, sådan tror jeg bare altid, at det vil være.
Onsdag, den 16. april 2008
Der er næppe noget mere uforståligt end en grædende stemme i en telefon, en masse usammenhængende ord. Det måtte min svigerinde i hvert fald stå model til her til aften. Jeg kan slet ikke styre det. Overhovedet slet ikke. Jeg er en tudemarie de her dage, en rigtig cry baby.
Det handler om Cirkeline. Jeg kan slet ikke finde ro. Rationelt er jeg nok så meget på toppen og har terapeutiske monologer med mig selv, hvor jeg bare siger alle de rigtige ting (hvad tænker du, når jeg siger... hvad sker der med dig lige nu... og hvordan hvis vi vender fokus... og bla bla bla).
Følelsesmæssigt er jeg en tikkende bombe, der skifter mening som vinden blæser og slet ikke kan forlig mig med tanken om, at lige om lidt bliver hun ikke den daglige tur forbi, som jeg er næsten hjemme fra arbejde. Når jeg virkelig mærker efter, så græder jeg sgu bare og tørrer snotten (og rationalet!) af i mit ærme og så græder jeg lidt mere og hikster i ensomhed (sådan havde Jóanes Nielsen nok beskrevet det).
Fredag, den 15. februar 2008
Følelser er en mærkelig størrelse. Det ved jeg med sikkerhed og det har jeg skrevet om snart en million gange. For mit liv ændrede sig, da Cirkeline døde og alt det, der gør sig gældende en dag, det er noget andet en anden.
I går var det 3½ år siden hun blev født. I går havde jeg det faktisk fint. I dag bliver jeg pludselig helt vild ked af det, når jeg ser på billederne af min lille pige. Alt omkring hende er statisk. Alt. 10 dage fik vi og det er måske ikke meget i livets store regnskab, men for pokker det var 10 dage, der fundamentalt ændrede mit liv.
Faktisk er det skide surrealistisk. Jeg ved, at jeg er mor til hende og at hun er min elskede lille pige - men samtidig er jeg ikke mor til hende, for hun er her ikke, så jeg kan være mor. Jeg er mor på sådan en underlig måde; sådan i tankerne, minderne og følelserne. Det er bare slet ikke spor håndgribeligt og hvor frustrerende er det måske ikke?
Livet går videre. Sådan er det. Det er o.k. Men livet er samtidig - for mig - gået videre på en abrupt måde. For der hvor omverden glemmer og ikke er følelsemæssig involveret; der har jeg hele tiden bevidstheden om, at noget mangler.
For i og anden forstand så mangler Cirkeline, altså rent fysisk og så alligevel ikke... fordi jeg dybest set aldrig har prøvet andet i forhold til hende. Det er sgu en smule kompliceret, synes jeg. 3½ år rykker i baggrunden og 2½ år har taget sin plads. Sådan som det skal være - men ikke desto mindre er der en underlig forskydning i min tidsregning.
Hun har fået en god plads, hende min lille raket. Det har hun. Men dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er nemmere at forholde sig til. For så lige pludselig og næsten ud af det blå så dukker savnet op. Knald. Lige der i brystet sidder det og stikker noget så vedholdende og irriterende.
Så skal jeg pludselig forholde mig til det og jeg kommer pludselig i kontakt med en masse mærkelige følelser, jeg bare ikke aner, hvad fanden jeg skal stille op med. Jeg kan føle dem og reagere på dem ved at græde - men det er også det.
Lige så åndssvagt kan det virke at fortælle om dem, for ordene virker aldrig helt rigtige og samtidig ved jeg... at jeg lige om lidt rejser mig og tager opvasken og så er den skid ligesom slået, ja? Det er fandeme mærkeligt og rodet. Når jeg savner Gustav, så kan jeg tage ham op og snuse til ham og kysse ham. Når jeg savner Cirkeline, så kan jeg græde, gå på kirkegården, skrive og skrige - men det fysiske behov bliver aldrig stillet tilfreds.
Lige så hurtig jeg begyndte at græde, lige så hurtig stopper jeg. Så tørrer jeg tårerne væk med håndryggen og på en og samme tid er jeg både mæt og uforløst. Hele tiden denne splittelse.
Torsdag, den 14. februar 2008
3½ år. Det føles på én gang som i går, på én gang som for flere lysår siden. Ikke desto mindre er det i dag 3½ år siden, at Cirkeline blev født. Jeg var på kirkegården i dag. Mit forhold til hendes lille plet har ændret sig. Det er stadig min lille pige, der ligger der, men det er kommet på afstand eller der er kommet en afstand. Nogen gange er det bare et sted jeg kommer.
I dag stod jeg ved hendes lille have, i dag var jeg indadvendt og tænksom og jeg tænkte ved mig selv, savner jeg mit liv med hende? Det er svært at sige... sandheden er den, at jeg har haft mere tid med hende som værende død og jeg efterhånden ikke længere sådan rigtig husker de levende dage.
Jeg tænker på hende og jeg ville egentlig gerne kunne sige, at jeg tænker på hende dagligt, men jeg er ikke sikker på, at det er sandt. For lige så levende og fuld af liv Gustav er, lige så... ja lige så død er Cirkeline.
Sorg er en underlig størrelse. Ganske udefinerbar. En ting er dog sikker: Sorgen er om noget dynamisk og giver man slip og sig selv lov, så kan man komme helt utroligt langt. Det ved jeg med sikkerhed.
Så i dag er det Valentines Day og i dag er det 3½ år siden, at Cirkeline blev født. Tænk en gang. Her er jeg. Her er jeg med en underlig virkelighed og jeg har lært at navigere i den. Det synes jeg, er ret så utroligt. Så smiler jeg, vender mit blik mod stjernerne og blinker.
Mandag, den 11. februar 2008
Cirkelines har haft besøg. Der i den spæde sol blev jeg bare så glad og varm og følte mig bare så lykkelig. Tak for det.
Torsdag, den 31. januar 2008
Der er dage, hvor jeg savner Cirkeline væsentlig mere end andre. Sådan dage har jeg i øjeblikket og det hænger uden tvivl sammen med, at der er fokus på hendes lille væsen.
Alt for Damerne har solgt den artikel, jeg blev interviewet til, til et norsk søsterblad, der hedder Allers og pludselig dukker der kontakt op den vej fra. Det var godt nok uventet.
Derudover - og noget der virkelig er gået lige i hjertet på mig - er lille Irma Cornelias korte liv og historie. Det kommer tæt på og det i det mange planer; både følelsesmæssigt og bekendtskabsmæssigt. Ikke bare er jeg trist på forældrenes vegne, jeg kommer også i kontakt med mit eget tab; det er på én gang vemodigt og smukt.
Cirkelines side er blevet opdateret med en historie. Den handler om nettet og sorg og er en jeg selv har skrevet til medlemsbladet Stjernen (Landsforeningen til Støtte ved Spædbarnsdød). Du kan læse historien her.
Livet er gået videre. Gustav er 2 år og Cirkeline vil for altid være min lille pige på 10 dage. Billedet af hende er for altid statisk.
