26 måneder
Tiden efter Cirkeline død var surrealistisk og forræderisk. Det var på én gang så bekræftende, at livet (trods alt!) gik videre og på én gang så absurd, at der (virkeligt!) var et liv efter hende.
Et større sorgarbejde gik i gang. Det skete faktisk helt automatisk og indeholdte alle tænkelige aspekter; gråd, latter, ingenting og en fandens masse meget mere. Det var benhårdt arbejde og det som nok var allermest frustrerende, var, at der bare ikke var langt fra gråd til latter. Det var frustrerende, fordi vi begge havde denne forestilling om, at sorg var dyb, tung og trykkende. Det er den i og for sig også, men den er også meget mere end det.
Det første år gik og med det år så lettede tågerne. Det var blevet fortalt os så mange gange, men det er nu noget andet at gøre denne opdagelse på egen hånd. Det første år uden Cirkeline og pludselig så verden anderledes ud. Vi havde forandret os på det år, vores værdier havde ændret sig og på en og anden måde hed tidsregningen; før og efter Cirkeline.
Nu er der gået 2 år siden Cirkelines død. Meget er sket siden da. Vi er blevet forældre igen. Denne gang til en lille dreng. Sund og rask. Han har uden tvivl været med til at give sorgarbejdet endnu et skub. På 2 år kan man nå at tænke mange tanker. Det har vi gjort. Vi har tænkt tankerne, vendt dem med hinanden og vi har haft det hele oppe igen og igen. Det er virkelig blevet nemmere. Vi »kom op på hesten igen« og vi er »kommet videre«. Cirkeline vil altid være med os; det kan der aldrig laves om på – men sorgen har ændret sig.
Cirkelines hjemmeside var med til at bearbejde en fandens masse af vores sorg. Her kunne tankerne blive født og detaljerne kunne skrives ned og det hele kunne læses igen og igen. På den måde holdte vi også en del af Cirkeline i live. Ikke kunstigt eller altopslugende, men i live i den forstand at hendes historie var fortalt og »hun« kunne (og kan) på sin helt egen måde stadig berøre andre mennesker. Igennem Cirkelines hjemmeside kom vi i kontakt med andre mennesker, der også havde mistet et barn (eller flere børn). Mennesker, der havde mistet før eller efter os. Mennesker, der alle havde deres historie, og som vi fik del i, på samme måde som de havde fået og taget del i vores.
Vi er bl.a. kommet i kontakt med et par, der mistede deres datter Silje for 5 måneder siden også pga. en hjertefejl. Vores forhistorier minder på mange områder om hinandens, og at vi rent faktisk (i en kort periode) har boet i samme opgang, det gør det hele til noget ganske særligt. For dem har Cirkelines hjemmeside været til stor hjælp. Vi har skrevet e-mails og mødt hinanden 2 gange. Vores kontakt er god, og jeg er utrolig taknemlig for kontakten.
For det er gået op for mig, at de "nyramte" har hjulpet en "knap så nyramt". Gennem vores e-mails til hinanden og gennem Siljes hjemmeside, så får jeg lov til at spejle mig. Jeg får lov til at gennemleve tabet én gang til, men uden smerten - og det er en helt særlig oplevelse. Jeg får lov til at genopdage små detaljer ved tiden efter Cirkelines død, og samtidig kan jeg læne mig tilbage, trække vejret dybt og erkende overfor mig selv, at livet vitterligt gik videre og jeg gik med. Pludselig opdager jeg, at det sorgfulde har vendt sig og langsomt kan det bruges mere og mere positivt i mit liv.
Vi er kommet i kontakt med mange forældre og alle har bidraget på hver deres måde til vores sorgarbejde. Vi har stadig kontakt til en del af dem, hvilket er af stor betydning for os. Det er rart at kunne dele glæder og sorger med nogen, der selv har mistet et barn. Det giver en anden form for samhørighed.
Jeg kan blive overrasket over, hvor langt jeg er kommet på de 2 år, der er gået. Umiddelbart er det jo slet ikke til at forstå, ikke desto mindre er det sandt og det er fantastisk. Det gør mig glad helt ind til marv og ben. Der er stadig dage, hvor det gør ondt, når jeg ser på billederne af Cirkeline. Dage, hvor jeg er så frygtelig ked af det. Jeg tror aldrig, at det slipper helt. Der bliver længere mellem disse dage og alene denne erkendelse er befriende: For det er hårdt at være i sorg.
Selv føler jeg, at jeg har fået bearbejdet mit tab på en sådan måde, at jeg kan acceptere det: Cirkeline havde en hjertefejl. Udsigterne var mindre end ringe. Vi er alle forskånet for megen smerte. Cirkeline (som en skrev til mig) bliver det barn, der aldrig flytter hjemmefra. Sådan er det virkelig og hun har allerede fundet sig en god plads. Her bliver hun holdt helt tæt, men efterlader mig stadig plads til at trække vejret. Det gør en forskel.
Jeg føler mig privilegeret over, hvor lempeligt vi er kommet gennem sorgen. Jeg synes, at det er så enestående, at vi har været i stand til at overleve på trods. Ofte har jeg tænkt: »Er jeg virkelig kommet videre? Hænger jeg mig for meget i sorgen? Har jeg givet slip, sådan rigtigt?« Siljes mor og far har været mine øjenåbner. For jeg er kommet videre og en af mine uundværlige målestokke er bl.a. vrede og bitterhed. Hvilket (heldigvis!) ikke er blevet mine trofaste følgesvende. Jeg hænger mig bestemt ikke for meget i sorgen. Jeg er netop i stand til at trække vejret, og det er med kærlighed, glæde og taknemlighed, at jeg tænker på min lille pige. Jeg har rent faktisk givet slip, sådan rigtigt. Cirkeline er med mig. Hun er min historie - men jeg er mere end Cirkeline... mere end summen af (alle) mine børn.
(24. oktober 2006)
