Af Heidi Vestergaard – blev bragt i »Alt for Damerne« i uge 12 (23. - 29. marts 2006). Artiklen er gengivet efter tilladelse. Fotograf: Les Kaner.
Internettet hjalp mig igennem sorgen
Frederikke Løye valgte at skrive om sin sorg på internettet, da hun mistede sin kun 10 dage gamle datter. Hendes åbne dagbog har hjulpet hendes selv igennem den langvarige sorg, ved at hun har fået lov til at skrive om sine følelser og sin datter igen og igen. Dels ved Frederikke, at hun har støttet andre i samme situation, fordi de har kunnet dele sorgen og også fået sat ord på den.
»Velkommen til verden lille skat. Kl. 04:24 så du dagens lys og berigede vores liv. Vi er to meget stolte forældre, der ikke kan andet end studere dig hele tiden, røve ved dig og kysse dig. Du er ikke mindre end perfekt«
Lørdag den 14. august 2004 kunne de mange læsere af Frederikke Løyes dagbog på internettet glæde sig over, at den kvinde, de havde fulgte gennem fertilitetsbehandlinger og ni måneders graviditet, endelig var blev mor. Efter i fire år at have ført dagbog over nettet på siden www.hende.dk begyndte Frederikke Løye også at skrive en dagbog for sit ufødte barn fra den allerførste hormonbehandling. Tanken var, at Cirkeline en dag kunne læse sin egen skabelse, fødsel og første leveår og måske engang selv føre dagbogen videre. Men Cirkeline blev født med en alvorlig hjertefejl, og 10 dage efter fødslen kunne læseren læse dette indlæg:
»Tirsdag, den 24. august 2004. Du var så fredfuld i det, der blev din sidste halvanden time. Omkring kl. 23:20 hev du stille efter vejret, pustede ud og sov ganske stille ind. Det var så smuk en oplevelse, når det ikke kunne være anderledes – og i samme sekund bragede et kæmpe tordenvejr hen over himmelen. Du tog afsked med et ordentligt brag«
Afskeden fortsætter de næste mange måneder i dagbogen, hvor Frederikke Løye åbent, ærligt og også humoristisk skriver sig igennem sin sorg og bruger nettet som sin fortrolige gennem alle sorgens faser. Fra valg af kiste til dage som denne: »Hvis bare der var en, der gad stoppe denne møgbeskidte pestbefængte klode – for jeg kraftedeme gerne af«
I dag – mere end halvandet år efter Cirkelines død – kalder 32-årige Frederikke Løye dagbogen for sin redning. I en tid med lange dage alene derhjemme, hvor hendes mand Ulrik var vendte tilbage til hverdagen og sit arbejde, kunne hun sætte sig foran computeren og skriver, når hun havde lyst. Og når alt det, der gjorde ondt, trængte sig på. Hun betegner selv over et dødt barn som noget af det mest intime, et menneske kan fortælle om, men valgte alligevel at fortsætte dagbogen.
»Det var naturligt for mig. Jeg havde fortalt om alt det andet, og vi havde ikke noget at skamme os over. Dagbogen tvang mig til at bearbejde det hele og sætte ord på. Når man sørger, synes man jo, at det er forfærdeligt, at trafikken kører videre uden for vinduerne, og samtidig har man brug for, at hele verden skal vide, hvad der er sket. Min mand og jeg kom til et punkt, hvor vi ikke længere var samme sted i sorgbearbejdningen, og der blev dagbogen min redning. Jeg havde brug for at fortælle historien igen og igen, og for mig har det været en god måde at komme videre på. Jeg er sikker på, a6t dagbogen har været medvirkende til at jeg er så afklaret med det, som jeg er i dag«, siger Frederikke Løye.
Mange fulgte med i dagbogen
Dagbogen blev ikke bare et sted, hvor hun kunne samle tankerne og minderne om Cirkeline. Gennem kommentarfunktionen på hjemmesiden og mails fra læseren blev det også et sted, hun kunne hente trøst, støtte og opmuntring uden at forlade sit hjem eller overkomme at være værtinde for gæster.
»Det var først, da Cirkeline døde, at det gik op for mig, hvor mange, der fulgte med, og at folk i den grad havde taget vores historie til sig. Der kom storm af medfølende mails, og til bisættelsen i kirken var vi ved at drukne i blomster. Det var meget overvældende og kom helt bag på mig. Tudede jeg ikke i forvejen, var der al mulig grund til at begynde, da jeg så de mange blomster og hilsner fra folk på internettet. Jeg har fået råd, støtte og opmuntring gennem min side, og der er noget helt utroligt omsorgsfuldt i det. Det har også været med til, at jeg fortsatte«, fortæller Frederikke Løye.
Den elektroniske dagbog er fuld af stærke, detaljerede beskrivelser af hele det forløb, man skal igennem, når man mister et barn. Om den dag, de skulle vælge en kiste, klæde Cirkeline på og beslutte, om hun skulle kremere eller begraves. Alle de svære valg og praktiske detaljer, man sjældent kender til, før man selv står i situationen.
»At bestille en sten var næsten mere følelsesladet end at skulle klæde min datter på og lægge hende i kisten. Det var så definitivt. Når først den kom på graven, var det jo slut. Så var der ikke flere etaper, der skulle afsluttes. Og så er det jo også noget underlige noget at shoppe hos en stenhugger på samme måde, som går i IKEA. Men det var vigtigt for os, at det var en flot sten, og det var ikke anderledes end at skulle købe en sofa. Det er bare lidt sværere at den byttet«
Humor og især den sorte af slagsen er en af de mange stemninger og følelser, der ifølge Frederikke kan være nemmere både at udtrykke og tage imod via nettet end i den fysiske verden. »Lige så ulykkelig og alvorlig, jeg har været, lige så tit har jeg haft lyst til at grine af det. Man er jo nødt til at overleve og bliver så træt af at være ked af det. Humor er den måde at få tingene lidt på afstand på, men det kan være svært for andre at forstå. Når vi sagde, at næste gang ville vi have et barn, der virkede, blev mange usikre på, om det var passende at grine. De havde måske lyst, men var bange for at støde os. Når folk læser det på skærmen, kan de slå sig på lårene af grin uden risiko for at komme til at såre os«
Frederikke mener også, at dagbogen tillod hende at bearbejde sorgen i sit eget tempo uden at skulle tage hensyn til andre. Blev folk trætte af at læse om det, kunne de jo bare lade være.
Kom dog videre
Ingen i Frederikkes nære omgangskreds har haft problemer med, at hun delte sin sorg med nettet. Ikke så vidt hun ved i hvert fald. Den eneste direkte reaktion, hun har fået, kom fire måneder efter Cirkelines død, da Asien blev ramt af tsunamien. Naturkatastrofen fik en læser til at skrive, at andre havde mistet hele familier, og at Frederikke måtte se at komme videre. Det gjorde ondt og var i Frederikks øjne en helt unødvendig kommentar. Men Frederikke tvivler ikke på, at nogle læsere er faldet fra undervejs, og mener, at hun har været rimelig længe om at bearbejde sin sorg og kommer videre.
»På den måde afspejler nettet jo den virkelige verden. Mange har svært ved at tale om barnløshed, døde spædbørn og sorg. I mange familier siger man: Nu taler vi ikke mere om det der, hvor "det der" så er min datter. Dagbogen er også et forsøg på at komme hele det tabu til livs. Jeg tror på, at jo mere åben man er omkring det, des lettere bliver det at kommen igennem det«
I sofaen bag Frederikke ligger lille Gustav på tre måneder og sover sin middagslur. Fem måneder efter Cirkelines død blev Frederikke Løye gravid igen. Og efter mange overvejelser tog hun hul på en ny dagbog.
»Det ville være mærkeligt ikke at fortælle, at jeg var gravid igen. Jeg var selvfølgelig bange for, at det skulle ske igen, men troede på den anden side ikke på, at det skulle ramme mig to gange. Skulle det ske, kunne dagbogen måske også være min redning anden gang«
Hver dag klikker mere end 50 mennesker ind på Cirkelines side, der langsomt har skiftet formål fra at være Frederikkes fortrolige til at være en hjælp for andre i samme situation. Hun ved, at mange sætter pris på at kunne spejle sig i deres historie, og se, at de ikke er alene om at stortude den ene dag og grine den næste. Læsere af dagbogen kan også se billeder af Cirkeline: Som enhver anden mor vil Frederikke gerne vise sin datter frem og høre andre give hende ret i, at Cirkeline var et smukt og dejligt barn. Hun understreger at alle offentliggjorte billeder er taget i løbet af de 10 dage, Cirkeline levede. Af hensyn til læserne, men også til sig selv og sin familie.
»Billederne efter hendes død er vores. En ting er, at jeg gerne vil det tabu til livs, men vi vil også gerne beholde en del af historien for os selv. Jeg skriver meget personligt, men ikke privat, og mener selv, at det er lykkes mig at gøre det her på en respektfuld og sober måde uden at være grænseoverskridende«
Alligevel kan hun af og til fortryde, at hun har valgt at fortælle så åbent om historien til så mange mennesker. »Det er jo ikke privat og intimt eller historien om vores lille pige mere. Hun er blevet en slags offentlig person, og nogle gange kan jeg spørge mig selv: Hvad rager det egentlig andre mennesker?«
Svaret kender hun. Det rager andre mennesker, fordi dagbogen klan være en støtte for andre, og være med til at vise, hvordan mennesker gennemlever en stor sorg. At de gerne have lov til at fortælle hsitorien mange gange, og at andre ikke skal sig tilbage fra at spørge. Også når den værste tid er overstået. Frederikke Løye er klar over, at nogen undrer sig over, at familien stadig fejrer Cirkeline fødselsdag, og at mormor ved juletid sidste år lavede en ekstra pakkekalender til Cirkeline med småting til gravstedet. Men det er Frederikke nu ligeglad med.
»Selv om jeg har fået Gustav, fylder det stadigvæk, og det er stadig den mest rædselsfulde oplevelse i hele mit liv. Det er vigtigt at fortælle, at vi stadig mindes. Dagbogen holder ikke Cirkeline i live. Hun er ikke mindre død, fordi jeg skriver om hende, men hun forsvinder heller ikke helt. Og så længe jeg kan se, at siden bliver brugt af andre, får den lov til at blive stående«
