Af Jane Lægaard Faber – bragt i bladet FRANK et magasin for ungdommens Røde kors. Gengivet efter tilladelse.

Uforløst kærlighed

---

Hvad skal en mor, der har mistet sit spædbarn gøre af den kærlighed, der stadig vil være der, selvom målet for den ikke lever længere?

Frederikke har lavet en hjemmeside om sin datter Cirkeline, der døde 10 dage gammel. Hjemmesiden beskriver forløbet fra undfangelsen og graviditeten frem til en måned efter Cirkelines død. Hjemmesiden var oprindeligt ment som en dagbog, som datteren kunne læse, når hun blev ældre. I stedet er den nu blevet til en mindeside, der fortæller om Frederikkes kærlighed og tab.

Da Cirkeline blev født, var hun tilsyneladende sund og rask. Men seks dage senere opdagede lægerne, at hun havde en kompliceret hjertefejl. De gav hende 10 procent chance for at overleve en operation og efterfølgende udsigt til et liv som svært handicappet. Frederikke og hendes mand Ulrik traf deres livs sværeste beslutning – de valgte, at deres datter ikke skulle opereres.

Fire dage senere døde hun.

Frederikke kunne i dagene og ugerne efter datterens død blive grebet af angst for, at minderne om tiden fra fødslen, fra barselsgangen og de få dage, de havde hjemme, ville blegne med tiden. Men det er hun langsomt ved at acceptere.

»Ingen mødre – hvad enten deres børn er levende eller døde – husker fetaljer omkring deres barns første dage og uger. Hvis du spørger en kvinde, der har et barn på 2 år eller mere, så kræver det koncentration at finde disse begivenheder frem«, forklarer Frederikke.

Men I modsætning til minderne vil kærligheden til datteren ikke falme som tiden går. »Min kærlighed til min datter er konstant«, siger Frederikke. »Det billede af hende, som mine følelser og kærlighed tegner, har frosset sig fast i tid. Det er statisk. Hun er 10 dage gammel, og det vil hun være resten af mit liv«.

Selv om forståelsen fra familie og omgangskredsen er stor, kæmper Frederikke med at retfærdiggøre den enorme kærlighed til sin datter, hun stadig føler. For hvor skal hun gøre af den?

»Det er vigtigt for mig at understrege, at Cirkeline rent faktisk har levet i vores hjem som en hver anden sund og rask pige i seks dage. Ligesom alle andre mødre har jeg ventet på hende i ni måneder, født hende, skiftet ble på hende og badet hende, ammet hende og gået tur med hende i barnevognen«.

Frederikke er bange for, at nogen skal tage sig den frihed at mene, at hun ikke længere har ret til at være ked af det, fordi de som forældre "jo ikke lærte hende at kende".

»Jeg har et kæmpe behov for at bekræfte mig selv i det faktum, at jeg er mor og at jeg har gjort mig nogle erfaringer – om end de synes små«, siger Frederikke.

Nu hvor Frederikke igen er gravid, får hun af og til dårlig samvittighed og er bange for, at hun svigter Cirkeline:

»Det her skulle jo have været en tid sammen med hende. Det er svært at give slip, svært ikke at holde fast i de øjeblikke, vi havde sammen. Det er som om, at jeg – ved at være gravid – erkender, at livet går videre; som om jeg efterlader min datter. Og en mor efterlader jo ikke sine børn, vel?