Til min elskede lille Cirkeline!
Du er mit hjertebarn og det er i
mere end en forstand. Der går ikke en dag, hvor du ikke er mine
tanker, hvor jeg ikke taler til dig og hvor jeg ikke savner dig. For
hver dag, der går, så bliver det nemmere og sorgen æder mig ikke op
på samme måde som i starten, men dermed ikke sagt at savnet er
mindre. Det synes jeg ingenlunde at det er – om end det er blevet
mere tåleligt. Sådan må det jo nødvendigvis være; for min skyld, for
din skyld.
Jeg har stadig dage, hvor jeg bliver ked af det.
Dage, hvor jeg har et behov for at græde. Dage, hvor jeg føler mig
så ubetydelig lille og alene, så ensom og isoleret i den proces, der
langsomt finder sted, hvor jeg forsøger at skabe en norm i et
forandret forløb. Dage, hvor jeg simpelt hen ikke forstår, at vi
ikke længere fysisk kan have et forhold til hinanden. Dage, hvor jeg
føler mig snydt, føler mig frarøvet min identitet som mor. Din mor!
Hver dag går jeg til graven, ordner lidt, sætter
mig på jorden og fortæller dig om dette og hint. Jeg er slet ikke i
tvivl; du hører mig og der er en stor trøst i netop denne erkendelse
– om end det næppe opvejer det faktum, at jeg så brændende ønsker
dig ny i mine arme. For et øjeblik atter at høre dig knirke blidt
til mig, dine mørke øjne, der søger mine og mærke, hvordan din lille
hånd lukker sig om min finger. Et greb så fast, at det stille beder
om aldrig at give slip.
Ofte siger jeg farvel. Farvel til at se dig vokse
op, farvel til det ansvar, der blev mig givet som du blev født og
farvel til de mange forestillinger jeg havde til dette nye i mit
liv; vores liv. Det foregår i etaper, det sker i takt med min
opmærksomhed på, at alt som jeg glædede mig til, er blevet til en
erindring: Fortiden genopleves ikke. Livet går videre som årstiderne
viser sig på din grav og jeg følger med - et møde medførte en afsked
og jeg føler mig forandret med hvert eneste pulsslag.
Jeg elsker dig.
Din mor
(25. oktober 2004)
