Til min smukke lille pige!
Nogle gange har jeg det som om,
at jeg blev 100 år ældre på et enkelt øjeblik. Nogle gange har jeg
det som om, at en enkelt dag er lige så lang som en hel måned. Der
er en underlig forskydning i tiden og jeg er ikke helt sikker på, om
det er godt eller skidt.
I går var din far og jeg hos gynækologen.
Behandlingerne går i gang sidst i næste uge og forhåbentlig kan vi
snart gøre dig til storesøster. På en underlige måde var det en
vemodig dag og jeg græd meget af natten, for skønt jeg mere end
noget andet ønsker at blive mor igen, så kan jeg mærke, at jeg
samtidig bliver ked af, at du med tiden vil fylde mindre.
Det irrationelle i følelserne er bekymringen om,
at jeg vil glemme dig. Samtidig ved jeg jo godt, at sådan forholder
virkeligheden sig ikke og heldigvis for det. Du vil altid være den
første og netop pga. dig vil jeg have mange erfaringer at trække på
i forhold til behandling, graviditet og fødsel.
Det har været en turbulent tid for os. Både din
morfar og farmor har haft deres at kæmpe med – og vi er blevet enige
om, at siden du døde er det gået ned ad bakke for os. Forhåbentlig
kommer solen snart. Måske holder du øje med mig, måske puster du
blidt mine tårer væk. Det håber jeg.
Jeg sover med din pude hver eneste nat og på den
måde har jeg dig tæt ved mig. Ind imellem vågner jeg; du er væk og
så må jeg lede i sengetøjets folder. Jeg finder dig altid igen og
kan atter sove trygt. Den pude, min lille pige… den er blevet vigtig
for mig.
Nedtællingen til julen er så småt gået i gang og
det har været svært for mig, at forholde mig til det faktum, at du
fysisk ikke skal være sammen med os. Alligevel forsøger vi at gøre
det til en god dag. Din far og jeg bliver hjemme, din mormor, morfar
og tante Louise kommer – og vi skal helt sikkert en tur på
kirkegården. Ligesom jeg den 1. december ser frem til at kunne
julepynte din grav… også du skal have et juletræ.
Jeg elsker dig.
Din mor
(17. november 2004)
