Til min elskede lille raket!
Åh min kæreste lille pige, så er der pludseligt gået et år. Allerede et år siden du knirkede lige så stille til mig, mens mine øjne fangede dine og vi skabte den mest intense kontakt overhovedet. Allerede et år siden du lå i din fars arme, mens han talte med en erfaring kun en far har. Ja allerede et år siden at du berigede vores liv og vi forelskede os i dig.
At det kun skulle være for en så kort stund, kunne ingen vide og i dag kan vi kun prise os lykkelige for den kærlighed, der var mellem os alle tre. Prise os lykkelige for 10 intense dage, hvor du var verdens navle og intet vidunder større end dig.
Der er stadig dage, hvor jeg savner dig helt ubeskrivelig meget. Dage, hvor det gør ondt helt ind til marv og ben. Dage, hvor jeg græder fra morgen til aften af savn og længsel. Dage, hvor jeg pludselig opdager, at små fragmenter er forsvundet fra erindringen.
Åh Cirkeline, når jeg går til graven, så er det for at være sammen med dig. For at tale med dig og fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig. Det er for at være helt tæt på dig og med følelsen af, at jeg pusler om dig. Ved graven – din lille have – kan jeg få lov til at være mor, sådan for alvor.
Den anden dag så din far og jeg den korte video, vi har af dig fra barselsgangen; du er ikke mere end 10 timer gammel, men du er bare så færdig at se på. Der var noget smukt og vemodigt ved at gennemleve netop dette, dels at se dig i live igen og for alvor høre din knirken, genkende dine store fødder, dit ansigt og mimik, dels at opdage hvor statisk et billede jeg har af dig.
Jeg glæder mig til at fejre din fødedag, glæder mig til at dele denne dag med familien – fuldstændig som vi gjorde det for et år siden og alligevel føler jeg, at det er gået alt for stærkt; måske fordi du for altid vil være min lille raket, 10 dage gammel. Din far sagde et stykke tid efter din død, at du var blevet det her flygtige bekendtskab: Han har ret og der er ikke noget trist i at erkende det, for skønt du satte store og betydningsfulde spor i det korte øjeblik, så var det ikke meget mere end et kort øjeblik. Et flygtigt kys... som jeg dog stadig mærker på mine læber.
Du skal være storesøster til en lille lakrids. Det har fyldt meget midt i savnet og sorgen; for jeg skulle overbevise mig selv, at jeg ikke svigtede dig ved at være gravid – jeg har været så bange for at forlade dig, for en mor forlader jo ikke sit barn, vel? Jeg fandt en balance og jeg har brugt dette år sammen med dig, på dig og er bestemt kommet videre. Jeg er også mere klar nu til lakridsen end i starten; for jeg var bange... bange for at det hele skulle gentage sig.
Jeg har stadig dialoger uden og med ord med dig. Jeg er sikker på, at du er her – du er i hvert til stede i mit hjerte, og det er nok for mig. Jeg har opbygget en masse riter omkring dig (og min relation til dig), de vil blive ændret med tiden... dog ikke hurtigere end vi begge kan følge med.
Så min lille elskede Raket nu er du allerede et år, hvor er tiden dog blevet af? Din far og jeg sender en masse kys afsted – og pludselig tænker jeg; mon du var blevet fars pige? En ting er sikker: Du var som snydt ud af næsen på ham og det ved jeg, at han er så pokkers stolt af!
Jeg elsker dig.
Din mor
(14. august 2005)
