Som en engel ind i himlen.
Dagene op til dagen har altid været de værste. Følelserne er uden på tøjet og der skal så lidt til at tippe det hele. Det blev nemmere og det bliver stadig nemmere, - om end der fortsat er øjeblikke, hvor jeg slet ikke forstår, at du ikke skulle leve.
Det første år handlede om at overleve. Handlede om at komme videre. Acceptere det skete. Det første år handlede om at gennemleve årstiderne uden dig.
Det andet år har handlet om at synliggøre for mig selv, at det var det eneste rigtige. At vi alle er blevet skånet for megen smerte. At det ikke kunne være anderledes, men at du trods alt gav os noget helt enestående og dyrebart i de 10 dage, hvor vi havde dig hos os.
Det andet år har jeg brugt på at spejle mig i andres historier, hvor sygeforløbet har været hårdt og langt og deres barn døde ældre end 10 dage gammel. Jeg har haft brug for at sige til mig selv: »Vi er forskånet for meget. Cirkeline er forskånet for meget«
Jeg har brug for at trøste mig selv. Brug for at fortælle mig selv, at der ikke var andre valg at tage og at du dybest valgte for os. Sådan sagde vi faktisk helt fra starten af og jeg forsøger at holde fat i det. For jeg tror stadig, at der var noget om det.
Jeg kan have svært ved at sætte fingeren på, hvad det præcist er, at jeg savner i forhold til dig. Mest af alt er det nok muligheden for at lære dig rigtig at kende; muligheden for at se dig vokse op og muligheden for at elske dig helt ubetinget.
Det gør jeg egentlig allerede. Elsker dig ubetinget, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at det er på en anderledes måde end hvis du havde været her hos mig.
Du er blevet storesøster til en frisk og fræk lille fyr. Han er så fuld af liv. Han er så levende. Var det ikke for dig, min elskede lille skat, så havde vi ikke haft Gustav til at knuse og kramme hver eneste dag.
Var det ikke for din fødsel og for din død, så havde alting set anderledes ud. Sådan vil der altid være noget – men ikke desto mindre så er jeg taknemlig. Taknemlig for de 10 dage sammen med dig. Taknemlig for Gustav. Taknemlig for at jeg via dig og din historie forhåbentlig kan komme tabuet omkring spædbarnsdød til livs. Taknemlig for at du blev min datter. Taknemlig for at jeg måtte være din mor.
To år Cirkeline. Hvor er tiden dog blevet af? Hvor er tiden dog blevet af? Det føles på én gang så tæt på og på én gang så langt væk. For to år er gået, men du er ikke blevet ældre; kun tiden. Jeg besøger ofte din grav og hver gang jeg er hos dig, så er jeg så sikker på, at du ser ned til mig. At du kærtegner mig og vi i et kort øjeblik har en kontakt til hinanden. Jeg er sikker på, at du ved hvordan jeg har det og at jeg bærer dig i mit hjerte.
Tillykke med dagen mors lille raket.
Den 14. august er vores helt særlige dag.
Gad vide om engle bor i skyerne?
Jeg elsker dig.
Din mor
(14. august 2006)
