Jeg elsker dig, hvisker jeg
Solen skinner. På bordet står hendes flag. Vi har kysset hinanden tillykke med den lille pige, der så dagens lys for 3 år siden. 3 år. På én gang så mange og så få. Tiden har tikket af sted. Årstiderne har vist sig og nu 3 år efter er livet et andet. Erfaringerne anderledes og ikke mindst følelserne.
Der er ingen tvivl om, at døden er ganske absolut, men sorgen derimod er dynamisk og i dag kan jeg sige med sikkerhed, at tiden har arbejdet for os. Længe har jeg tænkt på, at når dagen oprandt, så skulle jeg nedfælde mine tanker, nedfælde forandringerne og for et kort øjeblik atter have min datter tæt til mig.
Det første år var det værreste. Det sværeste. Hendes nærværende fravær skar dagligt ind til marv og ben og jeg havde svært ved at gennemskue livet som mor til et dødt barn. Jeg gik til graven hver dag, for her var jeg mor - her kunne jeg være med alt det som var mit og helt uden hensyntagen til omgivelserne.
Hver den 14. og den 24. i en måned blev der sat en lille rose. En indikator for månederne uden hende. Det var måden hvorpå jeg kunne måle, at jeg stadig trak vejret og tiden trods alt gik i den rigtige retning.
Efter det første år var accepten af det skete rodfæstet i mig. Jeg havde forenet mig med virkeligheden og det nye liv, der bevægede sig på den anden side af maveskindet, gav mig fornyet håb. Troen på at det nok skulle blive bedre.
Det andet år var straks bedre, - om end det gav mig andre bekymringer. Det andet år var fuld af stærke kontraster mellem det døde og det levende. Det andet år tvang mig mere end nogensinde før til at give slip.
Behovet for at besøge graven var stadig stort. Jeg ville ikke glemme og jeg havde brug for at fortælle hende, at hun stadig var en stor del af mig. Havde brug for at fortælle mig selv, at hun ikke var glemt, at hun stadig var min lille pige og at jeg stadig var mor til hende.
Det tredje år har budt på nye erkendelser og jeg må tilstå, at jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle blive så afklaret med mit tab.
Når jeg mærker efter, så mærker jeg flere ting - men først og fremmest så mærker jeg en vis form for mæthed. Det primære er blevet sekundært og det er faktisk helt o.k. Vi går stadig på kirkegården, men udgangspunktet er ikke længere mine øjeblikke ved hendes lille sten.
Pludselig handler det om at lade Gustav lege og løbe omkring. At se ham levende blandt alt det døde og slå en barnlig latter op, når han tosser omkring. »Se, livet er virkelig for de levende« ler jeg og konstaterer, at disse visse ord har været mit mantra i 3 år. Og i dette mantra har der været megen smerte, men der har så sandelig også været megen trøst.
Billedet af Cirkeline er statisk. Hun er for altid vores lille pige. Hun er 10 dage gammel og anderledes hverken kan eller skal det være. Der er stadig dage, hvor jeg savner hende mere end noget andet og der går ikke en dag, hvor jeg ikke hvisker hendes navn stille i mig selv.
Som altid bringer enhver ny erkendelse lidt fornyet sorg med sig og således har jeg haft let til tårer de sidste par dage og således har jeg vand i mine øjne nu. Men det er o.k. Det er som det skal være - for selv om det gør mig lidt trist og sårbar, så gør det ikke længere ondt helt inde ved marv og ben.
Så i dag skinner solen. Jeg holder fri. I dag er Cirkeline langt mere nærværende end ellers. Sådan skal det være i dag. Hun er aldrig rigtig langt væk, men hun har fundet et roligt sted i mig, hvor jeg kan tage hende frem efter behov. Det føles helt rigtigt.
Jeg elsker dig, hvisker jeg og ser op på den blå, blå himmel.
Din mor
(14. august 2007)
