Den 7. oktober 2004 opsøgte jeg en clairvoyant. Jeg havde brug for trøst i sorgen over tabet af Cirkeline og det synes jeg bestemt, at jeg fik. Følgende er en afskrift af seancen.
Det første jeg fornemmer hos dig, er en træthed, som jeg forbinder med følelsen af lige at have overstået noget, dvs. du har været igennem et forløb. En proces, der har været benhård for dig, der er noget udmattelse – men der er også en anden side af trætheden, følelsen af at sidde fast og jeg fornemmer det er noget jobmæssigt.
Så lad os starte der. Jeg fornemmer, at du spørger dig selv; "hvad skal jeg gøre rent jobmæssigt for at komme videre?" Du fokuserer rent praktisk på, hvad du vil og ikke i hvilken retning du evt. kan gå. Det er som om at du ikke sidder med et brændende ønske om, at det her, det vil jeg.
Jeg får følelsen af, at du er blevet behandlet dårligt på din arbejdsplads. Følelsen af at du er blevet holdt nede på en eller anden måde. Det er ikke i orden og det er ikke der, du skal være rent jobmæssigt. [Jeg vil ikke yderligere kommentere på min jobmæssige situation, da den ikke har noget konkret med resten af seancen at gøre. Det eneste jeg vil tilføje i denne forbindelse er, at jeg qua situationen med Cirkeline traf en beslutning om at sige mit job op og gå andre veje].
Jeg føler også der er en kedafdethed i dit privatliv og det er følelsen af at være alene. Har du lige afsluttet et forhold? [Her fortæller jeg så, at det kan godt kalde det, men at min datter lige er død]. Skal jeg prøve at se, om jeg kan få kontakt til din datter?
Det første jeg fornemmer en ældre dame og jeg fornemmer, at det er på din mors side. Hun siger, at du ikke kender så mange døde – så du kan ikke konkret sige, at det er den eller den. Hun siger, at I ingen fælles oplevelser har. Der er dog billeder af hende. Jeg fornemmer også en lille pige på ca. 4-6 år, der har tilknytning til den ældre dame og der er også billeder af denne pige.
Din datter var ikke dødfødt. Du har vekslet imellem at ville svælge i sorgen og tage fuld afstand fra den. Omgivelserne har svært ved at tackle dig, de ved ikke lige om de skal spørge eller lade være. Det er specielt dine jævnaldrende og det er fordi du er blevet 100 år på en nat. Din datter døde fortrinsvis hurtig; hun var der og så var hun der ikke mere. Der har ingen tegn været på, at det skulle gå som det gik.
Du har et gravsted til hende, hvor du går hen og det er med følelsen af, at du stadig passer hende. Der er stadig omsorg overfor din datter. Når du er ved graven, så er de hos dig – de prøver at give dig livsmod.
Du skal ikke være bange for at glemme hende. Jeg fornemmer, at det her er en ny sorg. Det er sket for ikke så forfærdelig længe siden. Du skal ikke være bange for at glemme hendes træk. Du kigger på hendes billeder og synes ikke helt det ligner alligevel og skønt du siger spædbarn, så fornemmer jeg, at hun har mange træk, hvor spædbørn ofte ligner hinanden. Og skønt du ikke havde hende så forfærdelig længe, så nåede I alligevel ind under huden på hinanden. Du skal ikke tro, at du kun husker hende, så længe du holder fast i den dybe sorg. Du vil altid huske hende.
Jeg fornemmer, at du bliver mor igen, at du får et barn. Du har allerede gjort dig de tanker og det vil aldrig blive et plaster. Min følelse er, at der kommer en pige mere. Du har tænkt på, at det ville være godt at få en dreng – for du er bange for, at det sker igen, hvis der kommer en pige. Du er bange for, at det sker igen, men du skal aldrig afskære dig selv fra en glæde.
Den ældre dame taler om, at meget af den måde du reagerer på, kan du læse om i bøger. At du er meget klassisk. Du kan ikke holde ud at være nogen steder; du kan ikke holde ud at være ude, men heller ikke hjemme. Du kan ikke holde ud at være alene, men heller ikke sammen med nogen. Du kan læse om det i bøger og du bør læse om det. Det vil hjælpe dig, at du kan genkende dine reaktionsmønstre. Sorgen kan ikke tages fra dig; der er ingen genveje.
Hun fortæller også, at du deltager i et forum, hvor andre også har mistet deres børn. Det er godt for dig, du får lov til at skrive om det. Her kan du finde trøst.
Jeg ser nogle billeder af en begravelse og det giver mig følelsen af at være meget intimt. Det var de nærmeste mennesker, der var til stede. Dem, der virkelig kan forstå, hvad det her handler om. I havde det godt med dette og der var en positiv ånd ved begravelsen. Og I havde netop denne intention; det her skal være en positiv oplevelse. Det var ikke et farvel, men mere et: Nu er hun der – som hvis man afleverer sit barn i en institution. Hun er ikke væk, hun er bare der! Hun er begravet i noget hvidt og der er en lyserød bamse med hende i kisten. På det hvide er der nogle små figurer. [Cirkeline blev begravet i et par hvide smækbukser, hvor der foran var en række af små bamser i nogle blå nuancer. Med sig i kisten havde hun sin første bamse, der er lyserød og et billede af mig og Ulrik].
Den ældre dame fortæller mig, at du har gjort dig tanker om det gjorde ondt og jeg kan fortælle dig, at det gjorde ikke ondt. Hun har været meget døsig til sidst, nærmest i en slags koma.
Jeg får følelsen af, at hendes ting er lagt væk, men ikke smidt væk. De er der altså stadig og det er ikke sådan, at I har sagt: "Det her er hendes og kan ikke bruges igen".
Skønt I hver især oplever at være ensomme i denne proces, så er I stadig åbne overfor hinanden. I har tacklet sorgen ens på mange punkter, men nu skilles jeres veje. Du går meget mere indad og han bliver udadvendt.
Der vil gå ca. et år, så er der sket en ændring. Ikke at du skal være i dyb sorg i et år. I tænker meget; vores første barn og den første jul og I skal prøve at holde fast i det positive hun bragte med sig. Jeg fornemmer, at næste jul vil være anderledes for jer.
Jeg får en fornemmelse af, at denne ældre dame selv har mistet et barn. At hun ved, hvad du går igennem og ligesom siger: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige – men jeg ved også, at jeg ingenting kan sige. Det er ligegyldigt, hvad man siger, så er det for småt". [Her kan jeg efterfølgende tilføje, at jeg den eneste dame, jeg kender, der har mistet et barn er min stedfars mor (dvs. ham jeg i dag kalder for far og som var Cirkelines morfar). Hun er død i dag, men oplevede at mistede sin datter, da denne var ca. 4 år. Der findes billeder af denne kvinde (som ville være Cirkelines oldemor) og den lille pige på væggene i mine forældres hjem].
Jeg hører navnet Louise. Er det en vigtig person? [Her siger jeg ja og ikke andet, men kan jo efterfølgende kommentere, at Louise er min bedste veninde helt tilbage fra barns ben og at Louise har deltaget i forløbet med Cirkeline på godt og ondt; fra skabelse, graviditet, fødsel og død]. Jeg fornemmer, at selv om det var dit barn, så var det også lidt hendes. Louise har netop den indstilling, at det også lidt var hendes. Hun er en af dem, der virkelig kan hjælpe dig igennem det her. Hun kan tåle at høre om det igen og igen og igen. Louise er en god person for dig.
Selv om din datter ikke havde udviklet et sprog, så var der alligevel en kommunikation imellem jer. I talte sammen selv om der ikke var et sprog. Og I taler stadig sammen, du taler med hende og du fortæller hende, hvad du laver. Og dit barn hører dig, hun hører dig. Jeg ved godt, at du siger, at din datter døde som spæd – men jeg får et billede af et barn, der er enorm feminin; hun har de her feminine hænder. Et meget fint barn.
Du snuser til hendes tøj. Hun havde en speciel duft, så du vil genkende den.
Jeg ser et billede af dig, hvor du vågner om natten, fordi du hører et barn, der græder. Det er mere end en drøm. Du veksler mellem søvn og vågen og oplever jeres sidste dag hjemme. Den er god nok, skal jeg sige: Du hører hende. Jeg får fornemmelsen af, at hun gør et og andet ved jeres hjem, for at gøre opmærksom på, at hun er der. Du har ikke opdaget det endnu, men prøv at lægge mærke til det.
Du nåede at opleve nogle ting med hende, hun blev ikke bare ti dage gammel og så var det det. Der er billeder, hvor I går med hende i barnevognen og en masse andre ting som man som forældre gør sammen med et lille barn.
Hun var dit første barn, men hun bliver ikke dit eneste barn. Der kommer flere.
Jeg bliver ved med at se den her halskæde med et smykke i, et symbol mellem dig og din datter. [Siden Cirkeline døde har jeg haft en halskæde på med et lille hjertevedhæng i, denne kæde var ikke synlig under seancen].
Du har været ude på din datters grav og stille en kanin. Jeg skal fortælle dig, at de så det. I har ikke skrevet årstal på stenen, det synes I ikke var nødvendigt. I ved, hvornår det skete og det er derfor jeres og meget intimt; det er ikke for hele verden at se. Hendes sten er rød. Jeg fornemmer hele tiden den her følelsen af, nu er hun her og det er også der, du har meget af kommunikationen med hende.
I har en kyse til hende og den er der altså stadig, prøv at led efter den. [Cirkeline fik en kyse efter sin fødsel og havde den på hjem fra hospitalet. Herefter blev den væk og selv da vi pakkede Cirkelines ting ned, så fandt vi ikke kysen. Ca. 14 dage efter denne seance finder jeg hendes kyse ved et tilfælde, da jeg henter en pose frem fra skabet i køkkenet].
Jeg har bestilt en ny tid hos den clairvoyante, den 6. januar 2005 – formålet er bl.a. at få afklaret, hvem den ældre dame er og om jeg har ret i min formodning. Derudover håber jeg, at hun kan sige noget mere omkring min sorg og hvordan fremtiden ser ud for mig.
