Fredag, den 13. august 2004
I dag havde din far og jeg en tid på
svangerambulatoriet, hvor vi bl.a. skulle tale om igangsætning.
Først blev min urin og blodtryk målt, herefter din hjertelyd samt et
fosterskøn på ca. 3700 gram.
Vi fik at vide, at vi ikke skulle regne med
igangsætning før i løbet af weekenden, men kl. 14 ville de vide det
hele præcist, så mens vi ventede på at de havde haft deres møde, så
fik jeg kørt en strimmel.
Jordemoderen, der skulle køre strimlen valgte at løsne mine hinder
og fortalte samtidig, at når jeg så endelig skulle sættes i gang,
ville det kun kræve, at der blev prikket hul på fosterhinden.
Din far og jeg snakkede om, at det måske var
meget godt at fødslen først ville blive sat i gang i løbet af
weekenden, for så kunne vi lige forberede os og give familien besked
– men pludselig ændrede det sig. Jordemoderen kom ind igen og sagde,
at nu ville hun prikke hul på mit fostervand. Det var en smule
overvældende og jeg var ved at tude, samtidig var det jo hvad vi
ønskede.
Kl. 14:15 prikkede jordemoderen hul på min
fosterhinde og ud kom fostervandet, det føltes varmt og jordemoderen
kunne konstatere at det var grønt, der blev gjort en stue klar til
os med det samme. Din far ringede herefter til din farmor og mormor
samt Louise, hun skulle deltage ved din fødsel og skulle derfor have
mulighed for at komme fra arbejde.
Inde på stuen fik jeg et lavement og så blev der
ellers gjort klar til fødslen. Efter lavementet fik jeg et bad og så
blev jeg bedt om at blive i sengen til overvågning af hjertelyd og
ve-aktivitet. På det her tidspunkt var veerne ikke specielt slemme
og jeg havde åbnet mig ca. 4 cm – jeg fik lov til at komme ud af
sengen og gå lidt omkring i ca. 30 minutter, men så var det tilbage
til overvågningen.
Omkring kl. 19 tog veerne til i styrke og jeg
begyndte at sige med jævne mellemrum; det er rædselsfuldt. Først
forsøgte jordemoderen med akupunktur, men jeg synes ikke rigtig det
havde nogen effekt og i stedet for tilkaldte de en læge, der skulle
give mig en epiduralblokade. Denne blev lagt ca. omkring kl. 21 og
efter 15 minutter havde den en god effekt og jeg kunne atter slappe
af. Desværre havde den så god en effekt at mine veer ikke længere
var så kraftige.
Så de forsøger sig med et ve-stimulerende drop, hvilket derimod
resulterer i at jeg ikke har andet end veer, hvorfor de må slukke
for droppet igen.
På et tidspunkt bliver der ordnet på mine
forskellige drops og med det resultat, at de får lukket får
epiduralblokaden, der hurtig holder op med at virke. Smerterne
kommer nærmest som et chok for mig og pressetrangen bliver helt
enorm. Jeg får at vide, at jeg godt må presse en lille smule, bl.a.
for at hjælpe dig længere ned i mit bækken.
Flere gange i forløbet undersøger jordmødrene og
lægerne mig indvendigt. Det er frygteligt smertefuldt, men du vender
ikke helt som du skal - og de mener, at der er stor sandsynlighed
for, at du bliver født som en stjernekigger, dvs. med næsen op mod
himlen. De forsøger også vende dig, men det lykkes ikke rigtigt.
Omkring midnat har jeg åbnet mig 10 cm og fødslen
er for alvor i gang, smerterne er ulidelige og da de forsøger at
vende mig om bliver jeg fuldstændig hysterisk og råber og skælder
ud. Hver gang der er en ve holder din far iltmasken hen over mit
ansigt og jeg får skiftevis ilt og lattergas. Det tager toppen af
veen, men heller ikke meget mere. Jeg får besked på at presse, men
kan slet ikke finde ud af det og bruger i stedet alt min energi på
at brøle og skælde ud og dermed dybest set modarbejde veen.
Det hele synes bare at trække ud og det er
virkelig frustrerende for mig, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal
presse. De tager væsken fra mig, da de efterhånden tænker at det nok
ender med et kejsersnit, hvilket kun gør mig endnu mere frustreret,
dels vil jeg ikke have et kejsersnit, dels er jeg tørstig af alle de
anstrengelser.
Din far er enorm støttende og nærværende og han
er vist også den eneste jeg ikke skælder ud under fødslen. Louise
derimod får en skideballe for at nusse mig det samme sted på kroppen
og jeg brøler til hende: Jeg bliver vanvittig. Louise og din far har
efterfølgende fortalt, at jeg brugte meget energi på at råbe og
skælde ud, og der var meget uro omkring min person… det tror jeg
gerne.
Fire gange under fødslen bliver der en blodprøve
fra din hovedbund for at tjekke din surhedsgrad, så de kan se
hvordan du ilter blodet.
Til sidst er det som om at jordemoderen endelig
tager over – der er kommet en ny jordemoderen ind på stuen på det
her tidspunkt – og jeg får ikke længere lov til at modarbejde som
før. Hun beder din far og Louise holde godt fast i mine ben, stikker
en finger i mit underliv og siger: Det er her du skal presse. Og det
gør jeg så.
Mens jeg presser så får du samtidig vendt dig i den rigtige
stilling, og din næse vender ikke længere opad.
Endelig kommer dit hoved ud, ca. efter 4-5
rigtige gode presseveer fra min side og så må jeg ikke presse mere.
Lige som jeg lærer at presse og dit hoved er på vej ud, så får din
far på en og anden måde trykket på fjernbetjeningen til sengen,
hvilket betyder at ryglænet pludselig kommer op i et opret stilling
og jeg følger med. Vild panik og jeg bliver fuldstændig tosset, for
jeg er næsten på vej ud af sengen, hvis det ikke var fordi mine ben
sad fast i støtterne. Sikke et cirkus.
Pga. det grønne fostervand skal du suges med det
samme, da det er overstået må jeg presse igen og dette bliver gjort
med en sådan kraft at du smutter som en mandel – og det var vel lige
før at jordemoderen tabte dig.
Vi får at vide, at du er en pige og så tager
børnelægen over. Du skal suges igen, der skal tjekkes apgar; først
er tallene 4, så stiger de til hhv. 9 og senere 10. Alt er i orden.
Din far får lov til at klippe den sidste stump af din navlestreng.
Og du skriger noget så smukt.
Jeg bliver ordnet og syet to sting og så må jeg
endelig holde dig. Du er så smuk og ligger med dine store øjne og
ser op på mig. Efter lidt tid får du en indsprøjtning med K-vitamin
og jordemoderen hjælper os med at lade dig die ved mit bryst. Du
fanger hurtigt fidusen.
Vi bliver på fødegangen i nogle timer, hvor vi
får morgenmad og din mormor og morfar kommer og hilser på dig.
Herefter bliver vi kørt op på stuen og vores nye liv kan begynde.
