Kære lille du!
Mandag, den 17. november 2003
blev det endeligt bekræftet at du er på vej ind i vores liv –
egentlig havde vi fundet ud af det om torsdagen, den 13. november
2003 ved en hjemmetest, men om mandagen kunne også vores gynækolog
Esben Schacke sige tillykke.
Samme dag hos gynækologen – og inden forløbet hos
ham skulle afsluttes helt, så fik vi en tid til vores første
scanning.
Onsdag, den 10. december 2003 var det første gang
vi så dig. Du var 13 mm lang og jeg var 7 uger og 4 dage henne
(7+4). Mest af alt var du bare en lille prik på skærmen, det
fantastiske ved denne scanning var at vi kunne se dit hjerte som
bare pulserede løst.
Terminen blev beregnet til lørdag, den 24. juli
2004 – eller 24/7 som din far siger, for 24 timer i døgnet alle
ugens 7 dage… og det skulle være en ret sikker dato eftersom vi
præcist ved hvornår du lavet.
Jeg blev insemineret med din fars sæd den 31.
oktober – så chancen for at jordmoderen ændrer på datoen skulle
gerne være lille. Egentlig havde jeg to modne æg da jeg blev
insemineret – men på skærmen så vi kun dig.
Onsdag, den 16. december 2003
(8+3)
I dag var jeg hos min praktiserende læge for at lave min
vandrejournal. Lægen målte mit blodtryk som var 120/60 og dermed
fint, han tjekkede min urin og alt var også i orden her, så vejede
han mig – og det var mindre heldigt. Jeg har nemlig taget 8 kilo på
af at være på hormoner, alle kiloene sidder dog på maven – vi talte
om at vægten ofte regulerer sig selv, men at jeg selvfølgelig
alligevel skal passe på med hvad jeg spiser og hvor meget jeg
spiser. Og om ikke andet så skal jeg vist til at gå nogle lange
ture.
Endvidere talte vi om hvor jeg gerne vil føde
henne og det skulle være Hvidovre Hospital, bl.a. fordi jeg ved at
de har en separat fødeafdeling og den virker rigtig hyggelig.
Så tog han to blodprøver således at man kan finde
ud af hvilken blodtype jeg har.
Jeg fik en bog med fra lægen om det at være
gravid – jeg har læst flittigt i den siden da, men føler efterhånden
at jeg må finde nogle andre bøger om graviditet, fødsel og tiden
efter.
Der står for resten i din vandrejournal at din
første scanning var den 17. november 2003, men det passer altså
ikke. Den 17. november var den dag det blev konstateret at jeg var
gravid. Lægen har vist været lidt forvirret da han lavede
vandrejournalen.
Længe før jeg blev gravid med dig, havde din far
og jeg talt om navne. Der er to navne som vi er helt enige om:
Cirkeline og Gustav. Vi kan egentlig også godt blive enige om Carla,
men så slutter enigheden vist også der – jeg kan endvidere godt lide
følgende navne; Othilde, Osvald, Sigurd. Lad os dog se hvad der sker
den dag vi møder dig for allerførste gang, måske er du slet ingen af
dem.
Mandag, den 29. december 2003
(10+2)
I dag tog din far og jeg en meget stor beslutning. Vi valgte at sige
ja tak til tilbuddet om en nakkefoldsscanning. Ved sådanne scanning
undersøger man om barnets nakkefold er større end normalt, er
nakkefolden det er det tegn på at barnet har Down syndrom
(mongolisme) og man får derfor tilbudt en abort. Det virker ret
voldsomt – jeg ved det godt – at man sådan skal foretage enten et
tilvalg eller fravalg af et lille væsen, på den anden side er der så
mange dårlige ting forbundet ved mongolisme og hverken din far eller
jeg vil tilbyde dig sådanne et liv (eller os selv for den sags
skyld).
Mongolisme eller Down syndrom skyldes en alvorlig
kromosomfejl, som består af et ekstra kromosom nr. 21. Personer med
Down syndrom har således 3 kromosomer nr. 21 i stedet for de normale
2. Down syndrom medfører karakteristiske fysiske træk som mongolfold
(skrå øjne), bredt ansigt, fladt baghoved og korte, brede hænder.
Børn med Down syndrom har oftere medfødte misdannelser, hyppigst i
form af hjertefejl eller tarmforsnævring. De har typisk et svagere
immunforsvar og bliver nemmere forkølede og får luftvejsinfektioner.
Personer med Down syndrom er psykisk udviklingshæmmede og har brug
for meget hjælp for at lære. Langt de fleste af disse børn kommer
til at gå og tale og opnår en række andre færdigheder, men kun
ganske få vil som voksne kunne klare dagligdagen på egen hånd. Hvor
svært det psykiske handicap bliver, kan man ikke forudsige, før
barnet er blevet 1-3 år.
Der er dog intet der umiddelbart tyder på at du
skulle have Down syndrom, og både i min og din fars familie er børn
alle født sunde og raske.
Scanningen finder sted på Hvidovre hospital
torsdag, den 15. januar 2004, kl.: 10:45.
Indtil videre i min graviditet har jeg ikke haft
de store gener. Jeg har ikke haft opkast, kun en smule kvalme
fremkaldt af bl.a. lugten af mados og rødvin. Jeg havde en del
halsbrand og mavesyre i starten og måtte bl.a. holde mig fra; agurk
med skræl på, leverpostej og kaffe. Det har dog efterhånden
reguleret sig selv – om end jeg ikke drikker meget mere end 3 kopper
kaffe om dagen, det er mere "sundt" at drikke te.
Mine bryster var meget ømme den første tid og er da vokset en del –
nu er også det gået i sig selv igen, hvad angår min mave så gik der
ikke lang tid før den så stor ud, hvilket bl.a. er pga. de hormoner
jeg måtte sprøjte mig selv med – så jeg har allerede købt to par
graviditetsbukser. I starten fik jeg også en smule næseblod når jeg
pudsede min næse, men det synes også at blive mindre for hver dag.
Det eneste som ikke rigtig synes at være forsvundet er den enorme
træthed jeg mærker – og jeg kan sove ofte og længe.
Jeg har heller ingen sære madvaner – som man
ellers ofte hører at gravide får, min tese er dog at det er psykisk
– og i starten var jeg godt nok kronisk sulten, men som lægen
forudsagde så har det reguleret sig selv og jeg spiser 3-4 gange om
dagen. Jeg spiser sjældent søde sager, og håber derfor at holde de 8
kg jeg tog på i starten ret stabile. Jeg har hørt om mange der har
taget mellem 20 og 25 kg og det synes jeg ærlig talt er lige i
overkanten.
Lørdag, den 3. januar 2004
(11+0)
Her til morgen modtog jeg et brev fra Hvidovre hospital om at de
desværre ikke kan imødekomme mit ønske om at føde hos dem. Det er
sådan – skønt det frie sygehusvalg i Danmark – at hver afdeling får
tildelt x antal kvoter, dvs. de kan have x antal fødsler inden for
en given periode.
Og efter lidt snakken frem og tilbage – og et
forsøg på at lade skuffelsen forsvinde, så har vi valgt Herlev
hospital. Rent geografisk ligger det også tættere på Brønshøj.
Søndag, den 4. januar 2004
(11+1)
Lige nu er du ca. 6 cm og vejer mellem 8 og 14 gram. Hele dit skelet
er udviklet på det her tidspunkt og din største prioritet de næste 6
måneder er at vokse dig stor og stærk.
Jeg kan snart ikke skjule min graviditet længere
– og glæder mig til efter den 15. januar (den næste scanning) for så
er det nemlig tid til at fortælle de unge mennesker på arbejdet om
det, og dermed slut med at skjule maven.
I et stykke tid har jeg været bekymret for at jeg
ikke kastede op, som alle graviditets bøgerne – og de fleste
mennesker – har understreget er en del af det at være gravid, men
jeg er ved at falde til ro og opdager at flere har det som jeg. Der
er noget trygt i at vide at jeg ikke er alene på det område.
Fredag, den 9. januar 2004
(11+6)
I dag var jeg til lægen og få nogle stikpiller. Når man er gravid
har man mere udflåd end normalt – og jeg synes så samtidig at mit
det lugter. Jeg har hverken svamp eller andet, men stikpillerne
skulle tage lugten.
Og så er der kommet brev fra Herlev hospital og
vi skal til vores første jordmoderbesøg den 22. januar kl.: 8:30 og
den 27. februar kl.: 10:40 skal vi til ultralydsscanning – det er
samtidig en misdannelsesundersøgelse, for at sikre os at du udvikler
dig som du skal. Forhåbentlig kan vi høre hjertelyd den dag.
Lørdag, den 10. januar 2004
(12+0)
I dag er der gået hele 12 uger – og jeg er godt nok en lykkelig
kvinde, først og fremmest siger man jo at de første 12 uger er de
værste – dernæst tissede jeg faktisk på en graviditetsprøve (igen!).
Ville bare lige tjekke om du stadig er der, og det virker
selvfølgeligt fuldstændigt åndssvagt, men jeg har ingen af de
symptomer andre beskriver og så bliver jeg noget nervøs ind imellem.
