6. november 2004
I snart en time har jeg omformuleret den samme sætning igen og igen.
Beslutter mig for at finde på noget andet, hiver strikketøjet frem og gemmer turen på kirkegården til skumringen langsomt viser sig.
8. november 2004
En usædvanlig hyggelig dag. Først et møde med en pragtfuld kvinde, aldrig er timerne gået så hurtigt og sikke vi kunne sladre med hinanden. Det skal altså gøres igen… helt sikkert!
Så kom moderen min, vi gik på kirkegården og Cirkeline havde haft besøg. Hun var blevet begavet med to smukke blomster og bamserne havde fået deres at se til.
Senere kom min kusine og min guddatter og Cirkeline fik tegning, sten og en engel.
I morgen må jeg simpelt hen huske kameraet.
Udenfor høres en ambulance, jeg ser på billedet af min datter, smiler og blinker til hende. Hvor om alting er, så formåede vi virkelig at skabe noget smukt.
9. november 2004
Noget ganske særligt skete som Cirkeline blev født, det har sikkert været under opsejling længe og blev uden tvivl bekræftet ved hendes sygdom og død. Noget ganske særligt skete og det står næsten ikke til at beskrive og det er uden tvivl stort set umuligt, at dele med andre, der ikke selv har fået et barn.
At blive mor… det er kraftedeme noget, der rykker og endda på sådan en hel fundamentalt måde; pludseligt går ansvaret videre end til én selv. At blive mor er dog mere end dette. Følelsesmæssigt skulle jeg også opdage andre sider af mig selv; en ny form for sårbarhed, usikkerhed og på én gang en ny form for robusthed og sikkerhed.
Ind imellem tænker jeg, at jeg blev 100 år på et enkelt øjeblik.
13. november 2004
For et år siden var Cirkeline to streger på en positiv graviditetstest.
Mange ting er sket siden og verden tog sig pludseligt ganske anderledes ud, men hvorom alting er, så er det en god dag.
22. november 2004
I går var det svært at være ved graven. Jeg græd og følte en enorm udmattelse i min krop. Så mange ting på så kort en tid – ind imellem synes det imponerende at kroppen ikke giver op noget før.
Det er ved at være jul. Det er hårdt at se, hvordan der bliver pyntet op alle steder. Det – om noget – minder mig om mit tab: Det som skulle blive den første jul med Cirkeline, bliver i stedet den første jul uden. Vi forsøger at gøre det til en god dag, vi forsøger at gøre det til jul med hende – men det er jo langt fra det samme og det er jeg så pokkers bevidst om.
Snart er det 3 måneder siden, at hun sov lige så stille ind. Der er ikke længere den samme forståelse for gentagelserne… devisen synes at være; nu taler vi ikke mere om dét. Hvor det jo er min datter. Det gør mig rasende og jeg kan slet ikke have den holdning. Sådan noget forpulet sludder og hvor er det typisk for netop dem, der ikke kan rumme (end ikke rumme dem selv). Heldet er dog, at det hverken gælder familien eller den tætte omgangskreds.
Der er på en og anden underlig måde blevet gjort rent i rækkerne, visse menneskers betydninger er skiftet ud og tidslinjen hedder; før og efter Cirkeline. Der er dem, der hænger ved på godt og ondt og dem, der stikker halen mellem benene, når det pludseligt ikke længere er sjovt. En tidligere arbejdskollega ringede den anden dag – hendes ærlighed gjorde mig glad. Selv er hun lige blevet mor og kunne hverken rumme eller forholde sig til at lykken pludselig vender. For hende krævede det mod at ringe mig op, men tiden var med hende og hun ringede… jeg fik lov til at fortælle historien igen, hun lyttede og skønt Cirkeline ikke fysisk er til stede, så opdagede jeg, at jeg stadig har erfaringen. Den kan ingen tage fra mig og den kunne vi dele med hinanden.
26. november 2004
Min mormor kom i går om formiddagen. Vi startede på kirkekontoret, hvor jeg fik udleveret Cirkelines dødsattest – ikke at jeg står og mangler den, men have den ville jeg. Bagefter gik vi på graven, tændte lys for hende og min mormor lagde en julekrans til hende. Så gik turen til Herlev, hvor vi bl.a. fik dejlig mad på en hyggelig café. 4 timer senere var jeg hjemme igen.
Det var hyggeligt, jeg holder af min mormor – men hun er altså ved at være halvdøv, så resten af Herlev har uden tvivl fulgt med i vores samtale.
Senere mødtes vi med nogle dejlige mennesker. Der blev serveret god mad og det var helt rart at blive hygget om.
I dag kom min mor forbi og pludseligt var vi i gang med at julepynte hos Cirkeline. Ja, man har vel et standpunkt til man tager et nyt… vi kunne i hvert fald ikke vente.
I morgen… sker der ting og sager. Spændende at se om det falder i god jord.
30. november 2004
Tre måneders dagen for Cirkelines død er passeret og refleksionerne har været mange. Tiden læger... det gør den virkelig og sådan tænker jeg, at det nødvendigvis må være.
Tre måneder synes at være en underlig indikator. For dem, der ikke har haft tabet tæt inde på sig, synes tre måneder af meget. Rigtigt meget. De kan måske ikke forstå, at der er stadig er dage, hvor verden synes stor, dum og grim og jeg vil ikke kalde dem ignoranter, blot fordi de indirekte mener, at jeg burde være kommet videre. Jeg skal på ingen måde gøre mig til dommer overfor andre, sandheden er jo den, at jeg sikkert ville have det på samme måde som dem – om altså ikke det var mig, der havde mistet et barn. Tre måneder synes egentlig også af meget for mig. Der er en underlig forskydning i tiden… ind imellem tænker jeg, at det er år og dage siden, at jeg holdte Cirkeline i mine arme. År og dage siden hun trak vejret for sidste gang. Jeg tror faktisk godt, at jeg forstår dem.
Tre måneder, hviskede jeg stille for mig selv, da jeg i formiddags sad ved hendes grav. Noget nyt er sket og jeg mærker det lige så tydeligt: Min sorg har ændret sig. Den har vitterligt ændret sig og der er noget selvmodigsigende i det. En kamp mellem mit rationelle tænkende jeg og mit følelsesmæssige jeg. Fornuften vil helt sikker sejre. Heldigvis, tænker jeg og sådan skal det jo gerne være. I hvert fald hvis jeg ikke vil miste mig selv. På den ene side er det de vise ord: Tiden læger alle sår og på den anden side angsten for at det er ensbetydende med, at jeg glemmer hende. For jeg mærker det jo gradvist og jeg er så taknemlig for, at det sker i små portioner, for så kan jeg i det mindste vænne mig til tanken. Hun bliver sekundær; form og indhold ændrer sig og dermed også den måde hvorpå jeg tackler smerten.
Dog er det jo sådan, at jeg ind imellem stopper op. At jeg ind imellem tænker over begivenhedernes gang og så opdager jeg, at hun ikke fylder som før. Pludselig er angsten ved at kvæle mig og jeg griber ud efter hvad som helst. Jeg tænker, at jeg hellere må tale noget mere om hende. Jeg tænker, at jeg hellere må dyrke sorgen i sådan en grad, at den bliver både usund og sygelig. Alt skal handle om Cirkeline; billeder alle vegne, store skilte på kirkegården, hvor der i bøjet og blinkende neon står: DENNE VEJ !!
Når jeg lader mig rive med af dagene, der stødt tager hinanden – så opdager jeg ikke, at hun ikke konstant er i mine tanker. Jeg opdager ikke, at jeg ikke går på graven som det første. Jeg opdager ikke, at jeg ikke længere græder hundredvis af tårer ned i puden. Jeg opdager ikke, at jeg dybest set lever livet.Dog er det jo sådan, at jeg ind imellem stopper op. At jeg ind imellem tænker over begivenhedernes gang og så opdager jeg, at hun ikke fylder som før. Pludselig er angsten ved at kvæle mig og jeg griber ud efter hvad som helst. Jeg tænker, at jeg hellere må tale noget mere om hende. Jeg tænker, at jeg hellere må dyrke sorgen i sådan en grad, at den bliver både usund og sygelig. Alt skal handle om Cirkeline; billeder alle vegne, store skilte på kirkegården, hvor der i bøjet og blinkende neon står: DENNE VEJ !!
Dog er det jo sådan, at jeg ind imellem stopper op. At jeg ind imellem tænker over begivenhedernes gang og så opdager jeg, at hun ikke fylder som før. Pludselig er angsten ved at kvæle mig og jeg griber ud efter hvad som helst. Jeg tænker, at jeg hellere må tale noget mere om hende. Jeg tænker, at jeg hellere må dyrke sorgen i sådan en grad, at den bliver både usund og sygelig. Alt skal handle om Cirkeline; billeder alle vegne, store skilte på kirkegården, hvor der i bøjet og blinkende neon står: DENNE VEJ !!
Det kan godt skræmme mig; disse to modpoler. Sandheden er jo, at jeg gerne vil videre. At jeg (dybest set!) har det ok med at være mor til et dødt barn – for hvor absurd det end lyder, så er det jo også en virkelighed og selv i det kaos er der en vis form for orden.
Der er gået tre måneder og skønt tiden læger, så savner jeg hende nu alligevel. Savner alt det som var og aldrig mere skal blive. Der er gået tre måneder og hver dag er et skridt fremad.
