Personlig weblog: Da Cirkeline sov ind
Af Claus Cancel – Politiken 20. august 2005, 6. sektion, side 14
En dagbog på nettet med tanker om livet blev pludselig en dagbog om at miste sit barn. På hende.dk havde Frederikke Løye fortalt om sin graviditet og lagt billeder af sin nyfødte datter Cirkeline. Da datteren døde blot ti dage gammel, valgte Frederikke også at dele sin sorg på nettet.
»Endelig skete der noget. Fredag, den 13. august satte de mig i gang ved at prikke hul på fosterhinden og 14 timer senere, lørdag den 14. august, kl. 04:23 så Cirkeline dagens lys«.
Sådan skrev Frederikke Løye i sin weblog, som hun hellere vil kalde sin dagbog, på nettet 16. august sidste år. De trofaste læsere af hende.dk, hvor Frederikke i fire år havde beskrevet sit liv, sin kæreste og sine tanker kunne glæde sig over, at Frederikke og Ulrik Løye var blevet forældre til Cirkeline på 3.500 gram, 53 cm lang »og uden tvivl verdens navle«, som Frederikke beskrev det, den dag for godt et år siden. Et par dage efter lagde hun også billeder af datteren på nettet, så alle ved selvsyn kunne konstatere, at hun havde ret.
Desværre var Cirkeline kommet til verden med en alvorlig hjertefejl og næste indlæg på hende.dk, der kom 25. august, lød sådan her:
»Tirsdag, 24. august 2004 - 10 dage gammel sov Cirkeline lige så stille ind. Fredag, 20. august blev Cirkeline akut indlagt på Rigshospitalets hjerteafdeling. Cirkeline var født med ikke bare én, men tre komplicerede hjertefejl; hypoplastisk venstre ventrikel kompleks. Derudover sad hendes lille halve hjerte i højre side. Cirkeline ville have 10 procent chance for at overleve en operation, og det var med udsigten til et svært handicappet liv. Cirkeline blev fjernet fra sin medicin mandag aften og var fuldstændig uden smerter frem til hendes død tirsdag kl. 23:20«.
»Vi havde en god mandag og tirsdag med hende. Hun blev badet, vi gik tur med hende i barnevognen og tirsdag aften fik Cirkeline lov til at spise af modermælken. Det var som om, at det var det, hun ventede på, hun blev mæt og faldt i søvn – halvanden time senere sov hun lige så fredfuldt ind«.
»En dag ses vi måske igen«.
Det blev ikke det sidste indlæg på hende.dk. Langtfra. For Frederikke fortsatte med at fortælle om minderne fra den korte tid med Cirkeline og fortalte åbent om, hvordan hun havde det.
»Hvis så bare der var en, der gad at stoppe denne møgbeskidte, pestbefængte klode – for jeg vil kraftedeme gerne af!«, skrev hun i et indlæg en måned senere.
I dag vil Frederikke ikke længere stå af. Hende.dk opdateres stadig flittigt.
»Tænk en gang at der allerede er gået et år. Tænk en gang at vi for et år siden blev forældre til dette helt fantastiske lille væsen. Flaget med hendes navn indgraveret i foden står på bordet, dekorationen til at stille på graven er gjort klar og brevet til hende skrevet«, kan man blandt andet læse i et indlæg fra i søndags – Cirkelines et års fødselsdag.
Man kan også læse at Frederikke er gravid igen og skal føde i begyndelsen af oktober.
»Det spor hun satte skal ikke slettes«
Frederikke Løye var på intet tidspunkt i tvivl om, at hun ville fortsætte sin weblog, da Cirkeline døde. Webloggen har hjulpet hende gennem sorgen, og andre i samme situation har også kunnet bruge siden.
Hvorfor valgte du at køre dagbogen videre, da Cirkeline døde sidste år?
»Som udgangspunkt tænkte vi slet ikke over det; det virkede naturligt at følge den til dørs og handlede også om vores behov for at fortælle historien igen og igen. Siden hen er det lige så meget blevet det sted, hvor vi kan sætte ord på vores sorg. Efter Cirkelines død var der et voldsomt tomrum, og det var vigtigt for os at fortælle hendes historie først og fremmest i forhold til os selv og vores familie, siden hen at dele den med omverdenen«.
»Cirkelines fortælling blev endnu mere vigtig i takt med, at folk, der havde været forbi siden, begyndte at skrive til os; nogen blot for at takke for, at vi delte vores historie med dem; andre fordi de selv havde mistet et barn og gerne ville fortælle deres historie. Døden skulle ikke være et tabu og slet ikke spædbarnsdød«.
»Vores datter kunne røre andre mennesker, skønt hun var død, og for os var der noget ganske dyrebart i dette. Det er blandt andet også en af grundene til, at vi fortsat har hendes side: Cirkeline var hos os i 10 dage, og skønt det måske var 10 korte dage – så satte hun spor, der ikke kan eller skal slettes«.
Hvad har du fået ud af at skrive om det på nettet?
»At skrive dagbog – weblog – har gjort den forskel, at jeg har fået lov til at sætte ord på min sorg, og at jeg har delt min historie. Derudover har jeg fået kontakt til andre, der selv har mistet et barn, hvoraf jeg skriver sammen med og mødes med nogen af dem. Jeg tror også på, at havde det ikke været for dagbogen, så havde jeg nok været overvejende mere indadvendt end tilfældet blev. Lige som jeg fik lov til at gentage mig selv i en uendelighed, og det uden et reelt hensyntagen til andre mennesker«.
Har der været negativ respons?
»Der har primært været positiv respons, dog med undtagelse af en enkelt. En anonym kvinde skrev lige omkring jul, og dermed fire måneder efter Cirkelines død, til mig i forbindelse med blandt andet tsunamien. Hun forstod simpelthen ikke, at jeg ikke kunne se ud over egen tragedie og komme videre. For netop på grund af tsunamien var der jo mennesker, der mistede hele familier. Ligesom jeg heller ikke kunne tillade mig at være ked af en negativ graviditetstest. Det er dog den eneste, og det endte med, at jeg slettede hendes indlæg. Jeg kan godt tåle at blive sagt imod, men jeg synes ikke, at hun kunne sammenligne de to begivenheder, for slet ikke at nævne at flodbølgen i Asien var langt væk i min verden, men min datters død stadig så tæt på«.
Hvor går grænsen for, hvad du vil skrive om i dagbøgerne med hensyn til Cirkeline?
»Der er ikke nogen reel grænse, da det mest af alt er følelser, der er beskrevet. Dog har vi ikke beskrevet i detaljer, hvordan hendes bedsteforælder sagde farvel til hende, eller hvordan de havde det med hele situationen. Dels har det ikke synes relevant for historien, dels har vi ikke følt der var noget formål ved at udlevere dem«.
Du lægger vægt på, at ingen af billederne af Cirkeline er fra efter hendes død – hvorfor er det vigtigt for dig, at folk ved det?
»Grænsen går netop ved billeder af min datter død. Helt fra start af var Ulrik (Cirkelines far, red.) og jeg meget enige omkring netop dette: Billederne af Cirkeline som død er ikke for andre end os selv – end ikke vores respektive familier har set de billeder«.
»Det er vigtigt for os at understrege, at Cirkeline er levende på billederne, blandt andet for ikke at skræmme de besøgende på siden. Lige som vi også ville understrege det, hvis der netop var billeder af hende død. På det punkt har det været vigtigt for os, at folk kan vælge om de vil se billederne eller ej, og at de også var smule forberedte på billederne«.
Hvorfor offentliggør du Cirkelines gravsted på nettet?
»Det er så selvfølgeligt som det at fortælle hendes historie. Derudover har vi haft nogle henvendelser fra folk, der gerne vil besøge hendes grav og de har skrevet og spurgt om vej, hvorfor vi også til sidst lagde et kort af kirkegården på hjemmesiden«.
Har der været folk forbi og lægge blomster, som du ikke kender?
»Cirkeline har med jævne mellemrum besøg og får blomster – og flere gange fra mennesker vi ikke kender og måske aldrig finder ud af, hvem er. Ligesom der også til hendes bisættelse kom utrolig mange blomster fra bl.a. folk fra nettet som har fulgt Cirkeline, siden hun var en lille spire i maven«.
Er der nogen, f.eks. i familien eller andre tæt på dig, som synes, at du er gået for langt i den offentlige beskrivelse af den svære periode?
»Det tror jeg faktisk ikke – og det er i hvert fald ikke noget, de har sagt højt. Til gengæld er det vores oplevelse, at denne offentliggørelse har hjulpet. Blandt andet i forhold til familie, venner og bekendte har det givet dem en mulighed for at følge med, uden at føle de måske kom for tæt på eller trængte sig på. Lige som det også har hjulpet vores familie i forhold til deres omgivelser, både min mor og svigermor har oplevet at deres arbejdskolleger kunne deltage – på afstand – i deres sorg, hvorfor det måske også har været nemmere for dem at tale om tabet. Død og måske specielt spædbarnsdød er omgæret af tabu, og det mener vi ingen er tjent med; dagbogen har bidraget med at begrænse det usagte«.
Tænker du på, hvad dagbøgerne kan betyde for jeres kommende barn. F.eks. at han eller hun kan blive mødt af mennesker, som han eller hun ikke kender, men som kender hele historien, da de har læst den på nettet?
»Jeg tænker ikke så meget på, at vores kommende barn (lakridsen) skal blive stoppet på gaden eller på anden måde mødt af mennesker, som kender historien om Cirkeline. Dels er det ikke min oplevelse, at folk er pågående i den forstand, dels skulle Cirkelines korte liv og alt for tidlige død gerne blive en naturlig del af lakridsens opvækst og liv. Dog helt uden at lakridsen på nogen måde skal stå i skyggen af sin døde storesøster. Sådan skal det ikke være; livet er nu en gang for de levende«.
claus.cancel@pol.dk
