Til personalet på Team 3
At sætte sig ned, at samle tankerne og at
takke for en enestående og professionel behandling i
forbindelse med ens datters indlæggelse og død – er noget nær
det sværeste, men ikke desto mindre et vigtigt element i vores
proces. Det er svært fordi det bringer en masse følelser med
sig og det er svært fordi det bringer en masse smerte med sig.
Det er svært fordi vi atter skal gennemleve de fire sidste
intense døgn med Cirkeline.
Der går ikke en dag, hvor vi ikke priser os lykkelige for,
at vi reagerede som vi gjorde den skæbnesvangre fredag, hvor
Cirkelines vejrtrækning bliver uregelmæssig. Vi priser os
lykkelige for, at vores intuition var så stærk at den kunne
tilsidesætte fagfolks autoritet, og priser os lykkelige for,
at vi tog på skadestuen med vores lille pige. Det værst
tænkelige ville være, at vi var blevet hjemme og Cirkeline
pludseligt var død. Der er en umådelig trøst i det faktum, at
eftersom Cirkeline var så syg som hun var og blev indlagt – så
gav det os tid til at vænne os til tanken, gav os tid til at
sige farvel.
At Cirkeline så tidligt skulle sige farvel til livet
efterlader et voldsomt savn, der næppe forsvinder, men med
tiden bliver det mindre og tåleligt at leve med. Sorgen
derimod og hele processen med at skulle bearbejde den er godt
på vej, vi er kommet ufatteligt langt på ganske kort tid – og
det er bl.a. for dette I skal have en utrolig stor tak.
I jeres professionelle virke formåede I ikke kun at yde
behandling og pleje for Cirkeline, men I formåede også at yde
omsorg for os som forældre. Hvorfor vi allerede natten til
lørdag (kort efter hendes indlæggelse) kunne gå i gang med at
forholde os til situationen, gå i gang med at bearbejde sorgen
– og derigennem samtidig tage stilling til, hvilket liv vi
ønskede for vores datter.
Vi holdte uden tvivl fast i håbet lige til det sidste, men
samtidig er vi to meget rationelle personer og i og med at I
så tidligt i forløbet bringer på banen, at alternativet kan
være ikke at lade hende operere, så åbner I op for en realisme
som er svær at skulle forholde sig til, endsige at sætte ord
på – ikke desto mindre sætter dette skub i processen, det
ulmer i baghovedet og til sidst må vi tale om det. For
pludseligt fylder det mere end en evt. operation, mere end "at
hun skal nok klare det". Altid kan vi blive glædeligt
overrasket, og ved at få lov til at tage sorgerne på forskud,
så får vi lov til at forberede os, lov til at forholde os til
det værst tænkelige.
Hurtigt får I samtidigt fjernet evt. skyld fra os, hvorfor
vi ikke kan bebrejde hinanden det skete og således har vi
plads til at være rummelige overfor hinanden. Ligesom I flere
gange fortæller os, at vi har reageret hurtigt – og dermed
fjerner I hvad vi evt. kunne føle af skyld overfor Cirkeline
og således kan vi være nærværende og tilstede overfor hende.
Forældreomsorgen går dog videre end ord, og det er netop de
små ting som ofte gør en helt utrolig forskel. Det, at I altid
kaldte vores datter ved navn, at I ofte rørte ved hende, at I
så på hende og spurgte ind til den pige hun var før sin
indlæggelse. Det, at I puttede hende om aften og lagde hendes
bamse ned under dynen til hende. Det, at I kunne aflæse vores
sorg, lyttede til os, kiggede på os og ofte fortalte os, at vi
virkede som et par, der kunne trøste og styrke hinanden.
I vores stillingtagen til Cirkelines videre forløb,
reagerede I hurtigt når vi bad om hjælp – og i det som er det
mest rædselsfulde vi som forældre vil opleve, at skulle sige
nej til at lade vores datter operere og dermed lade hende dø,
der gav I os følelsen af, at vi ikke var alene om dette.
I timerne efter at Cirkeline blev fjernet fra sin medicin
oplevede vi flere ting; vi oplevede hvordan I regelmæssigt kom
til os, så til os og spurgte til os; hvordan I gav os plads
til at være noget for hinanden, ved at være hos Cirkeline mens
vi gik ud; hvordan I relaterede til os - ikke kun som
mennesker i sorg, men også som mennesker med et behov for at
tale og grine.
At vi tirsdagen for Cirkelines død kan låne en barnevogn og
gå en tur med hende, har gjort en utrolig stor forskel for os.
Vi fik lov til at gøre noget sammen med vores datter, som vi
alle holdte utroligt meget af inden hun blev indlagt. Og at vi
fik lov til at give Cirkeline modermælk var også
betydningsfuldt, det var så bekræftende at se vores lille pige
sluge mælken i sig.
At mælken muligvis fremskyndte hendes død er ikke vigtigt;
Cirkeline var på det tidspunkt allerede utrolig svækket. Rent
symbolsk derimod har det stor betydning for os, det var som om
at Cirkeline til sidst blev så mæt og tilfreds, at hun kunne
give slip. Og som forældre kan vi trøste os med, at hun ikke
tog sulten her fra, hvor end hendes rejse går hen.
Dejligt er det også at tænke på, at Cirkeline var uden
smerter fra mandag aften omkring kl. 20 og frem til hendes død
– og intet var mere fredfuldt end da hun trak vejret for
sidste gang og sov stille ind. Vi var hos hende da hun blev
født, og vi fik lov til at være hos hende da hun døde.
At Cirkeline endvidere tog herfra med et ordentlig brag,
kan kun gøre os endnu mere stolte. Der er noget bekræftende i
at vi som forældre kan sige, at hun lavede ballade til det
sidste.
Alt i alt har det – på trods af omstændighederne – været en
god oplevelse for os. Det kunne ikke være anderledes for
Cirkeline og hendes halve hjerte, men qua jeres rolle i vores
forløb, så har vi ikke mistet troen på os som forældre – og en
dag vil vi skabe liv igen.
Så endnu en gang tak for jeres enestående og professionelle
behandling, det kræver helt specielle mennesker at beskæftige
sig med det her fag. I formår virkelig at fylde pladsen helt
ud.
Mange venlige hilsner fra Ulrik og Frederikke
Løye-Philipsen
