Onsdag, den 1. september 2004
Jeg savner Cirkeline så ganske forfærdeligt i dag.
Vågnede i morges og græd som pisket – det er ind imellem så uforståeligt, at hun ikke længere er her. I ni måneder (næsten 10) lå hun i min mave og for hver dag, der gik forberedte jeg mig på rollen som mor, ligesom Ulrik forberedte sig på rollen som far. For hver dag følte vi et større og større ansvar, og vi havde en masse håb og drømme for hende. Alt er revet væk under fødderne på os.
Ro og styrke er ord, der gentager sig når omverden udtrykker deres medfølelse. At Ulrik og jeg er stærke, at vores forhold har en utrolig styrke og at der er en utrolig ro over vores beskrivelse af forløbet. Jeg ved godt, at intet menneske reagerer på samme måde i sådan en situation, og dette synes at være den eneste måde vi kan reagere på. At få det hele skrevet ned, at få åbnet vores hjerter og få fortalt omverden om vores tab, men samtidig gjort dem opmærksom på, at dette ikke er et tabu, at dette aldrig må ties ihjel.
Siden tabet af Cirkeline har Ulrik og jeg dagligt talt med hinanden om det skete, reflekteret over vores reaktion og kommet frem til mange forklaringer. Fælles er dog, at vi fra dag et af Cirkelines indlæggelse har forholdt os til fakta og taget grundig stilling til det værst tænkelige alternativ; at sige nej til en operation. Udgangspunktet har under dette forløb udelukkende været Cirkelines og det liv, der ville blive hende tilbudt. Vi ønskede at Cirkeline skulle hjælpe os med at træffe beslutningen, hvilket vi bestemt tror hun gjorde ved at være så syg som hun var.
Det som hjalp os og som fik os i gang med sorgprocessen var bl.a. personalet fra team 3 på Rigshospitalets neonatalafdeling. Som det første fjernede de skylden fra os ved at fortælle os, at Cirkelines hjertefejl ikke var arveligt eller havde noget med vores livsstil at gøre. Således kunne hverken Ulrik eller jeg placere skylden hos den anden, vi var ligeværdige i chokket, sorgen, tabet og savnet.
I dag savner jeg Cirkeline så ganske forfærdeligt.
Torsdag, den 2. september 2004
I dag var vi til psykologisk samtale på Rigshospitalet. En god samtale, hvor vi bl.a. blev bekræftet i at alle reagerer forskelligt på sorg – og at vores reaktion og måde at komme videre på ikke er enestående, men at andre også synes at komme helskindet igennem en sådan krise.
For os skulle udgangspunktet for samtalen netop være vores dårlige samvittighed over, at vi har været stærke nok til at komme videre, og vores ønske om at komme videre – en dårlig samvittighed, der højst sandsynlig er opstået i og med at vi har haft en forestilling om, at vi skulle (eller burde!) dyrke sorgen. Sådan har vi det jo slet ikke; selvfølgelig græder vi over tabet af Cirkeline, men midt i dette mørke har vi været i stand til at holde fast i det positive.
I første omgang starter vi ikke op i et kontinuerligt forløb, bl.a. fordi Ulrik og jeg er gode til at tale sammen, bruge hinanden og utrolige ligeværdige i processen. Dermed ikke sagt, at det vil være sådan om nogle måneder, hvilket vi bestemt også har taget højde for. Vi er klar over at omverden (familie, venner og bekendte) på et tidspunkt ikke længere kan eller vil deltage i vores sorg/savn, hvorfor det kan være nødvendigt at tale med nogen som følelsesmæssigt ikke er involveret eller måske netop har gennemlevet samme tab som os. Det er en mulighed og vi er bevidste om dette.
På bordet foran mig står et billede af Cirkeline, og uden varsel synger en gammel Stevie Wonder klassiker i mig; isn't she lovely, isn't she wonderful.
I dag er det en god dag.
Som udgangspunkt var Cirkeline et sundt og rask barn, da hun kom til verden. Når Ulrik og jeg efterfølgende ser det hele lidt for oven, så kan vi godt se, at der var ting hun ikke helt var i stand til pga. hendes dårlige hjerte, fx diede hun kun kort tid af gangen og faldt altid i søvn lige efter. Cirkelines hjertefejl betød blandt andet at hun kun kunne bruge ilt på få ting ad gangen, dvs. enten græde, sove, være vågen eller die.
Dette ændrer ikke på noget, men tingene bliver sat i perspektiv de her dage – og vi har brug for at forstå.
Torsdag, den 2. september 2004
Alt er relativt – og ens reaktionsmønster er lige så forskellige som den næste i rækken. Tabet af Cirkeline har virkelig fået mig til at se så mange ting i et helt andet perspektiv, og min tolerance er muligvis blevet større på nogle områder. Humøret svinger, lige så uoverskueligt det hele så ud i går, lige så overskueligt ser det ud i dag. Ulrik og jeg er ikke den slags mennesker, der har brug for at dyrke sorgen – vi har brug for at komme videre, brug for at holde fast i alt det positive Cirkeline bragte med sig...
Vi taler meget sammen og vores styrke er måske netop at vi rummer hinanden, trøster hinanden og dybest set når de samme konklusioner, på de samme tidspunkter.
Det har hjulpet os meget, at vi har haft de samme ønsker; kriterierne for Cirkelines liv, ønsket om at ordne alt i forbindelse med hendes begravelse – og ikke mindst ønskerne for fremtiden. Vi har - midt i tabet, sorgen og savnet - fundet ud at vi virkelig vil hinanden, at vi er parate til at blive forældre (igen!) og ikke mindst at vi er ligeværdige.
En skrev: "For hvad det er værd, tror jeg det var det bedste for Cirkeline I valgte at gøre. Nogen gange er det, ikke at have modet til at vælge, det mest forfærdelige, og det er så nærliggende at gribe ud efter ethvert fatamorgana forklædt som halmstrå"
Det gjorde virkelig en forskel.
Fredag, den 3. september 2004
I dag kom vores sundhedsplejerske forbi. Det er første gang vi møder hende, oprindelig havde vi en aftale mandag, den 23. august 2004, men på det tidspunkt var vi indlagt på Rigshospitalet med Cirkeline. Hun er utrolig sød og vi talte om forløbet med Cirkeline lige fra fødslen til døden – det er rart at gentage historien med alle dens facetter, positive som negative.
Aftalen med hende er, at hun kontakter os om 14 dage, dels for at høre hvordan det går, dels for at høre om der er noget hun kan være behjælpelig med. Derudover kan vi til enhver tid kontakte hende, hvis behovet opstår.
I dag har vi modtaget nogle papirer i forbindelse med Cirkelines død, bl.a. en bekræftelse på at vi kan modtage begravelseshjælp samt at hendes urne er klar til afhentning. På mandag skal vi hente Cirkelines urne på Bispebjerg krematorium og herefter mødes vi med en graver og en kirkebetjent ved hendes gravsted til selve urnenedsættelsen.
I går var vi en tur på kirkegården. Blomsterne fra bisættelsen er fortsat flotte – det bliver rart når Cirkelines urne kommer i jorden og der kommer en gravsten på. Det bliver rart at have et sted at gå hen.
Jeg tog 30 kg på under min graviditet med Cirkeline, jeg har allerede tabt 15 kg – det er gået stærkt, men skal lige så meget ses i lyset af sorgen. Kroppen reagerer jo sjældent godt under stress. Derudover stoppede min mælkeproduktion samtidig med at Cirkeline sov stille ind, jeg fik alligevel to piller. 3-4 gange efter Cirkelines død har jeg lækket fra mit højre bryst, det samme bryst som Cirkeline sidst diede ved. Der har dog ikke været noget siden hendes bisættelse. Jeg er også så godt som holdt op med at bløde.
Så rent fysisk er min krop ved at tage sin oprindelige form, selvfølgelig bærer den synlige spor af graviditeten; strækmærker på maven – og heldigvis for det.
Lørdag, den 4. september 2004
I dag modtog vi fødselsjournalen fra Herlev hospital. Det var rigtigt rart at læse om forløbet, lige som vi også har snakket forløbet igennem med Louise (fødselshjælperen og min veninde). For det er tydeligt at mærke, at jeg har en oplevelse af fødslen, mens Ulrik og Louise har en anden. Både Ulrik og Louise har en oplevelse af, at jeg helt skiftede karakter, at jeg råbte og skældte meget ud. Dette synes til dels også at blive bekræftet af journalen, flere gange står der; patienten er forpint eller patienten er forpint og desperat. Heldigvis fik jeg lært at presse og efter den første effektive presseve omkring kl. 04, så går der 23 minutter til Cirkeline fødes – skønt alle smerterne, så var det en helt enestående og utrolig oplevelse. Denne smukke og fine pige. Vores datter.
Jeg tænker meget på Cirkeline, jeg ser ofte på billederne af hende og dagligt gennemgår jeg de 10 dage, hvor hun berigede vores liv. Ind imellem rammes jeg af følelsen af at være snydt, og det er vi måske dybest set også blevet – for i og med at Cirkeline var syg og døde, så mistede vi pludselig vores nye identitet som forældre, alt det vi skulle til at bygge op forsvandt som sand mellem fingrene på os. Jeg mærker ind imellem en vrede over det skete, men heldigvis ikke en vrede jeg reagerer på. Jeg ved jo godt, at vreden handler om mig og sjældent om verden omkring mig – dog er jeg ikke bange for min vrede, og det er ikke en forbudt følelse. Jeg har alt mulig grund til at være vred, og en dag forsvinder den igen.
Ulrik og jeg taler om at vi gerne vil være forældre igen, vi nød det og vi har så meget kærlighed at give. Det er ikke noget, der sker lige nu – men der er noget håbefuldt i vores snakke; vi vil det samme og vi vil det igen. Skønt tiden efter Cirkeline svinger meget og vi efter omstændighederne har det godt, så ved vi også at der kommer op- og nedture et stykke tid endnu; den første jul, hendes første fødselsdag og dagen for hendes død. Alle elementer i sorgarbejdets proces.
Vi får aldrig at vide, hvem Cirkeline virkelig var eller hvad hun ville blive – det synes til tider frygtelig frustrerende, men den Cirkeline vi lærte at kende, gav os så meget og fik os til at indse, at livet i sig selv er en gave. Vi er kommet tættere på vores familier og vores familier er kommet tættere på hinanden.
I dag savner jeg Cirkeline, men ikke på en sorgfuld måde. Det er rart.
Søndag, den 5. september 2004
Sorgbearbejdelsen foregår i etaper!
I morgen henter vi Cirkelines urne og herefter er der urnenedsættelse ved hendes grav. Endelig vil hun (på en absurd, men trøstende måde) komme hjem. Pludselig har vi et sted at gå hen.
Tilbage er der kun at vente på hendes sten og når den er sat, kan vi sætte endnu et punktum, tage en sidste afsked og kun håbe på, at hvor end hendes rejse går hen, så bliver den lykkelig.
I dag sad jeg med alle minderne om hende mellem mine hænder, jeg kiggede i hendes kuffert, så på aftrykkene af hendes fødder og hænder – og jeg studerede billederne af hende igen og igen. Flere og flere ting dukker frem i erindringen, flere og flere ting bliver tilføjet hendes dagbog og det er længe siden, at jeg har slået en barnlig latter op; jeg glemmer hende ikke, trods alt.
Jeg føler mig så pokkers snydt. Her var jeg klar (vi var klar!) til at være noget for dette lille væsen, og pludselig er virkeligheden en anden. Pludseligt skal nye rolle tilegnes; vi skal lære at være en familie uden Cirkeline, vi skal lære at være forældre uden at have en datter at vise frem.
Mandag, den 6. september 2004
I dag hentede vi Cirkelines urne fra Bispebjerg krematorium. Det var så underligt, så abstrakt og bizart at sidde med denne lille urne i skødet i bilen på vej til kirkegården. Bevidstheden om at den gemte på Cirkelines aske, fik tårerne til at presse sig på. Ved hendes gravsted stod en graver og en kirkegårdsbetjent og tog i mod os. Ulrik fik lov til at sænke Cirkelines urne ned i jorden, herefter satte vi en bamse af mos ved graven og tog afsked. Jeg kunne slet ikke klare tanken om at blive stående mens de dækkede hullet med jord.
Bagefter gik vi forbi stenhuggeren, der er endnu ikke begyndt på hendes sten – og vi fik derfor foretaget en lille ændring i inskriptionen. Vi har valgt at fjerne datoerne og i stedet vil der stå:
Vores hjertebarn
Cirkeline
Og så vil der være et aftryk af hendes fod.
Med posten i dag kom der en pude til os, på puden var der et billede af Cirkeline – og jeg blev så utrolig glad. Det er en veninde til mig og Ulrik, der har lavet puden.
I aften vil jeg en tur på kirkegården.
Senere
Resten af dagen har mildest talt stået i tårenes tegn. Jeg har været så pokkers ked af det og endda uden at være i stand at sætte ord på.
Ulrik starter op på job i morgen, og det spiller nok en rolle - for pludselig føler jeg mig så alene, og jeg gruer for hvordan dagene skal gå. Derudover vil jeg så frygtelig gerne have et barn igen, og her kommer den dårlige samvittighed snigende, for Cirkelines urne er kun lige kommet i jorden og så er jeg rent mentalt allerede ved det næste barn. Hvad fanden bileder jeg mig egentlig ind?
Jeg er vred over at Cirkeline skulle være så syg og at det ikke var til at se.
Sandheden er dog bare den, at følelser på ingen måde er rationelle og at Cirkeline næppe er mindre savnet fordi vi får et barn igen. Det hele bobler i mig, og for en gangs skyld ved jeg, at det skyldes situationen og hormoner - og jeg ved også at morgendagen ser anderledes ud.
Tirsdag, den 7. september 2004
I dag var min mor og jeg en tur på kirkegården, min mor havde købt en blomsterkrans til Cirkelines grav. Graven var så pæn, og det var slet ikke til at se, at der dagen forinden var blevet gravet et hul til hendes urne. De havde sørget for at plæne jorden og så havde de strøget små sten hen over. Der hvor Cirkelines urne var sænket ned, havde de sat den bamse af mos som Ulrik og jeg havde med. En har været forbi hendes grav tidligere på dagen og lagt en smuk orkide. Jeg ved ikke hvem det var, men jeg blev så usigelig glad.
Ellers en god dag, min mor tog med hjem efter besøget på kirkegården og vi fik talt om Cirkeline, hendes fødsel, forløbet med hende og hendes død. Det er rart at få talt tingene igennem, og det gør slet ikke noget at det ofte er gentagelser. Jo mere jeg får talt om det, desto nemmere er det for mig at forene mig med det skete.
Senere
Sikke en overraskelse. Jeg har fundet ud af, hvem der har lagt blomsten ved Cirkelines grav. Det er en jeg har lært af kende via Netbaby og som blev insemineret samtidig med mig, og som fik en pige 11 dage før termin. Jeg har skrevet om hende før på de her sider. Hun var vågnet i morges og havde besluttet sig for, at gå forbi kirkegården med sin datter og forære Cirkeline en blomst. Tusind tak.
Onsdag, den 8. september 2004
I går aftes da Ulrik og jeg besøgte kirkegården, så ordnede jeg en smule omkring Cirkelines grav og en ny fornemmelse ramte mig; jeg puslede om hende; jeg er nogens mor; jeg er hendes mor. Aldrig har en erkendelse været så kærkommen.
For 26 dage siden blev Cirkeline født og for 16 dage siden sov hun stille ind. En utrolig proces gik i gang og så meget er sket siden, i hvert fald rent menneskeligt. Ulrik er startet op på job, og jeg skal til at overveje, hvilket indhold jeg ønsker mig for de næste 12 uger af min orlov. Jeg skal til at navigere i en anden form for kaos end først tiltænkt, og jeg er nødt til at strukturere en anden hverdag.
Som vi mistede Cirkeline, så åbnede sig en anden verden omkring os; mennesker vi ikke kender eller kender perifert har været så nærværende og omsorgsfulde. Pludselig opdagede vi at Cirkeline havde berørt så mange menneskers liv og de fortalte os, at vi ikke er alene i denne svære tid. Vi har modtaget massevis af e-mails, vi har modtaget breve og ved Cirkelines bisættelse kom der blomster fra nær og fjern. Der kommer stadig e-mails, der alle fortæller deres historie, der alle fortæller, hvad Cirkeline kom til at betyde for dem og hvad disse sider om Cirkeline betyder. Det er mental omsorg for os, hvilket vi aldrig vil glemme.
Vi har modtaget begravelseshjælpen til Cirkeline, så nu er hendes gravsted betalt for de næste 10 år. Når stenen er kommet på, skal der siges tak til dem som har valgt at støtte os rent økonomisk – de har nemlig fået en lille andel i Cirkelines sten. Det synes Ulrik og jeg er en rar tanke.
På vej til kirkegården i morges var jeg forbi blomsterhandleren. Jeg ville gerne købe en plante til Cirkelines grav som kan holde sig her i efteråret. Kvinden i butikken har fulgt mig under min graviditet og sukkede sammen med mig, da jeg gik over tid. Hun spurgte til fødslen og hvilket køn – og efter at have læst mit ansigt lagde hun hurtigt 2 og 2 sammen.
Vi snakkede om forløbet, hun stillede en masse spørgsmål og gav mig lov til at fortælle. Senere fortalte hun mig om den travle dag de havde haft ved Cirkelines bisættelse. Hun havde stået for de fleste blomster og buketter fra nær og fjern.
Efter jeg havde brugt noget tid ved Cirkelines grav, gik jeg igennem kirkegården og stod til sidst ved blomsterpladsen. Cirkelines blomster lå der stadig og deriblandt bårebuketten fra Cirkelines farmor, farfar og fastre. Blomsterne bliver snart smidt ud, de er visne – men på bårebuketten var et bånd med teksten:
Kære lille Cirkeline, du gjorde en forskel.
Jeg henvendte mig på kirkegårdskontoret, lånte en saks og klippede båndet af buketten. Dette vil jeg gemme i hendes kuffert.
Min guddatter har tegnet en tegning til Cirkeline, den skal lægges på hendes grav når stenen er kommet. Min guddatter har gjort sig mange tanker; Cirkeline er en engel og når tegningen efterhånden bliver medtaget som årstiden skifter, så vil tegningen til sidst flyve op i himlen til Cirkeline. Børns tanker er så uskyldige, så ubegribelige rene.
Senere:
Hver dag bliver nemmere, og hverdagen presser sig på. For Ulrik betyder det opstart af job, for mig betyder det en stillingtagen til hvilket indhold jeg ønsker for de næste 12 uger af min orlov.
Jeg har stadig svært ved at følge med i andres liv, men via telefon og e-mails holder jeg mig mentalt oven vande. Jeg også bruger en smule mere tid på Cirkelines side end jeg gør her – jeg har brug for at skrive om processen - tiden før og efter – og jeg har brug for, at tingene er samlet ét sted. Brug for at Cirkelines historie bliver fortalt, mest af alt for min egen skyld.
Der er virkelig kommet fokus på vores netværk, vi er privilegerede mennesker – vi har et netværk, der består af familie, venner, bekendte og fremmed. Så mange har ydet omsorg for os (fysisk som mentalt), et og andet sted synes Cirkeline at have gjort en forskel på ufattelig kort tid. Det er en dyrebar egenskab.
Torsdag, den 9. september 2004
Dagen har været god. Jeg har ikke været så alene med mine tanker og det er rart (ind imellem) at få det en smule på afstand. Var ude og spise brunch med en dejlig kvinde, så en tur på kirkegården og bagefter gik tiden med at handle ind til aftens gæster.
I dag var det kvinden fra boghandleren, der fik historien om Cirkeline – også hun har fulgt mig i min graviditet og spurgte jo nysgerrigt til resultatet.
Lige for tiden har jeg brug for, at komme på kirkegården hver dag. Jeg har brug for at sige hej til min datter. Jeg har brug for, at gå den tur vi gik med barnevognen, de fire dage vi havde hende hjemme. Jeg starter med kirkegården, græder som jeg drejer rundt om hjørnet og går hen til hendes grav. En dybtfølt gråd samler sig i mit bryst og tårerne triller. Sådan går der et par minutter, så trækker jeg vejret dybt, tørrer min øjne og smiler til hende. Bagefter går jeg gennem kirkegården, ned ad villavejene, hen til mosen og ad bakken tilbage til Frederikssundsvej.
En indre monolog udspiller sig i mit indre, tankerne hvirvler omkring og for hver dag der går, bliver følelsen af at være snydt mindre. Den tid vi havde med Cirkeline var guld værd, og skønt hun fysisk ikke længere er sammen med os, så har hun alligevel sat sit aftryk. For det er jeg evig taknemlig.
Lørdag, den 11. september 2004
I dag har jeg været på kirkegården to gange. Første gang med min veninde og Cirkelines "tante" Louise. Senere sammen med Ulrik og Cirkelines to fastre. Faster Camilla havde en buket roser med til Cirkeline, som blev sat i en vase – de er utrolig flotte.
I går holdte Ulrik fri og vi brugte dagen på at være gode ved os selv og hinanden. Vi var en tur hos boghandleren for at hente en Cirkeline bog vi har bestilt; den skal afleveres sammen med et brev til team 3 fra neonatalafdelingen på Riget, når vi skal til samtale ultimo september. Bagefter gik vi sammen på kirkegården og vandede planten på Cirkelines grav.
For noget tid siden – kort før Cirkelines bisættelse – sad jeg og søgte på internettet efter materiale omkring Cirkelines hjertefejl, og støder på en dansk hjemmeside. Et par fortæller om tabet af deres datter (november sidste år), en fin lille pige med samme hjertefejl som Cirkeline. Jeg skriver til dem og opdager kort tid efter, at jeg kender manden til pigen. Kender er måske så meget sagt, men så i hvert fald kendte – fra en tid, hvor vi var teenager. Jeg får kuldegysninger over hele kroppen, statistisk set burde det ikke være muligt, at kende en som har været ude for dette samme – i hvert fald ikke, når hjertefejlens sjældenhed tages i betragtning. Vi skriver e-mails til hinanden, og det er så befriende og gør så godt at have denne kontakt. Der er ingen tvivl om at vi tackler sorgen forskelligt, men det er netop det som er det udviklende i kontakten – det sætter tingene i perspektiv og gør en forskel.
Cirkelines død har ændret mange ting for Ulrik og jeg. Vi har fundet sammen i en anden intimitet end tidligere, og tolerancen overfor hinanden er blevet mærkbar større. Skulle jeg nogen sinde have haft en tvivl i forhold til Ulrik, så er den væk. Tilbage er i stedet en dybtfølt kærlighed og erkendelse af, at jeg har fundet mit menneske.
Søndag, den 12. september 2004
Der sad jeg, ved hendes grav på kirkegården. Snakkede med hende mens tårerne ligeså stille vandrede ned ad mine kinder. Det slog mig, hvor meget man som forældre er villig til for sine børn; ild og vand. Vinden bed i træerne, ruskede i buskene og de visne blade fløj omkring mig. Jeg frøs en smule og skønt himlen græd sagte sammen med mig, så blev jeg alligevel siddende. Jeg kunne ikke gå – ikke endnu i hvert fald.
Årstiden skifter, det samme gør påklædningen – og jeg kan efterhånden være i mit tøj fra før graviditeten, jeg kan efterhånden være i andre sko end de udtrådte sandaler. Jeg spekulerer en smule over, hvor mange kilometer de sandaler fik lov til at gå under min graviditet. Det er uden tvivl blevet til rigtig mange, og snart vil de blive gemt væk sammen med tøjet.
Tiden heler alle sår... sådan siges der i hvert fald, og jeg ved at det er sandt. Jeg ved, at også vores sår skal heles, men tilbage vil der altid være et ar. Sådan må det nødvendigvis være. De færreste går gennem livet uden at blive mærket af det, nogle mere end andre – og kroppen vil kunne fortælle så mange forskellige historier.
Der er fortsat en del praktiske ting i forbindelse med Cirkelines død. Takkekort skal skrives til dem som deltog ved bisættelsen, og meget perifert er der stadig mennesker, der ikke har fået besked. Stenen er endnu ikke kommet – og det er en ufattelig vigtig del af vores afsked. Først når den er på plads, kan der sættes det sidste punktum.
Livet går videre – og det om vil det eller ej. I tiden lige efter Cirkelines død virkede det underligt at se på trafikken uden for vinduet, og flere gange havde jeg en indre monolog kørende: Har de slet ikke forstået det? Hvorfor er de ikke blevet underrettet? Cirkeline er jo død – stands dog denne modbydelige roterende klode. Nu!!
Også for mig vil og skal livet gå videre – det skylder jeg ikke kun Cirkeline, men det skylder jeg så sandelig også mig selv. En vigtig beslutning er truffet; når mødet på Rigshospitalet har fundet sted, når den første måned for hendes død er passeret, så vil mit liv (vores liv) blive opdateret et andet sted. Jeg vil fortsat vende tilbage til hende i mine tanker, og jeg vil fortsat skrive om hende – men når den første måned er gået så er hendes historie blevet fortalt. Jeg skal nok sige til.
Jeg trækker stadig vejret, jeg har lært at navigere blandt dette nye i mit liv – og jeg har for alvor erkendt at et møde altid medfører en afsked.
Mandag, den 13. september 2004
Næste gang livet viser sig for mig med sit fæces indsmurte smil, så ryger fortænderne. Spejderære!
Tirsdag, den 14. september 2004
I dag knækkede filmen.
Åh, mit lille hjertebarn. I dag er det en måned siden, at jeg fødte Cirkeline – hvor er tiden dog blevet af? Lige nu, i dette sårbare sekund, ville jeg give hvad som helst for atter at opleve hende ny i mine arme.
I går aftes kl. 23 gik Ulrik og jeg på kirkegården, Cirkelines farmor og farfar havde foræret os en lygte til hendes grav – vi tændte lyset for hende, sagde godnat og gik hjem mens himlen dryppede på os.
Dagene bliver stadig nemmere at komme igennem, men det er fortsat med våde øjne, at jeg fortæller om hende og mindes hende. Det er fortsat med våde øjne, at jeg sidder ved hendes grav. Det er en underlig erkendelse, at hun har været død i længere tid end hun fik lov til at leve.
Ulrik er startet op på sit arbejde igen, og jeg forsøger at finde mig en hverdag herhjemme, en hverdag der er tålelig vel at mærke og det er ikke altid lige nemt. Det jeg før fandt interesse i, det fanger mig slet ikke på samme måde – og jeg kan mærke, at jeg skal vænne mig til tanken om, at det her ikke er tiden sammen med Cirkeline.
For mit eget vedkommende starter jeg op på arbejde til december d.å., men det er ikke uden usikkerhed, tvivl og fandens mange forbehold. At arbejde med unge mennesker, der psykisk ikke er i balance kræver ufattelige mange ressourcer af mig som pædagog. Der var en gang, hvor jeg var afklaret omkring min egen person – hvilket jeg i og for sig stadig er, men jeg er også langt mere sårbar end nogen sinde før og jeg ved godt, hvor lidt der skal til for at vægtskålen tipper. Før jeg gik fra med min glade mave, vidste jeg hvad der var deres lort og hvad der var mit eget. Nu er jeg godt nok i tvivl – og jeg har allerede erfaret, hvor lidt der skal til før verden omkring mig (og i mig!) ramler.
En del af mig vil så gerne i gang igen, jeg vil bruges og mærke, at jeg kan bruges – men alligevel gruer jeg; tænk om jeg sidder alene på en nattevagt, bryder sammen i mørket. Tænk om der er optræk til uro og jeg finder mig selv brydende fuldstændig sammen (åbenlyst!), fordi jeg føler mig presset. Pludseligt kan jeg ikke længere overskue mit eget reaktionsmønster, og så tænker jeg; det er ingen af os tjent med.
Cirkelines mormor kom her til eftermiddag. Vi gik på kirkegården, hendes lys brænder stadig i lygten og der blev lagt en flot hvid, langstilket rose på hendes grav. Min mor og jeg fik langs kirkegården hjem, snakkede om tiden med Cirkeline og mindede hende på en god måde.
Camilla, Cirkelines faster har læst Hosekræmmeren, bogen indledes med følgende digt:
Det største sorg i verden her
er dog at miste den man har kær
Og således er der i dag blevet sagt det som skulle sige.
Torsdag, den 16. september 2004
Det er efter midnat, her er stille i lejligheden lige med undtagelse af harddiskens monotone summen, jeg sidder i mørket, oplyst af skærmens skarpe skær og samler tankerne. Så tænder jeg en af dagens utallige cigaretter, sender et par røgringe afsted og konstaterer tørt at alt for mange er blevet tændt siden den skæbnesvanger fredag med Cirkeline.
For en time siden var vi på kirkegården med min lillebror og hans kæreste – det var så dejligt, at kunne vise hendes grav. Lygten lyste for os og vinden rev i vores tøj. Det er blevet efterår og i mere end en forstand. Så tænker jeg atter på min lillebror og hans kæreste; Cirkelines onkel og tante. Dette tab er en smule abstrakt for dem – og det gør mig ondt.
De skulle på ferie, tog afsted på min termin og kom først hjem efter Cirkeline var død. For dem er hun ord fra vores læber og billeder på en skærm. De så min tykke mave, men de så ikke mere end det. Det efterlader – for dem – et andet tomrum: Frederikke tyk, Frederikke tynd. Intet midt imellem – intet håndgribeligt de kan forholde sig til.
Det må egentlig være underligt sådan at stå på sidelinjen, det tænker jeg nu og tænder endnu en cigaret.
Få timer efter Cirkelines fødsel kommer Ulriks forældre og søster forbi på hospitalet – det besøg har vi på videobånd. I dag så Ulrik og jeg det for første gang. Det er et ufatteligt dyrebart bevis på, at hun virkelig har været her. Så levende hun er, de lyde hun siger. Hendes lille væsen så fuld af liv og filmen viser noget helt specielt, filmen viser Ulrik og jeg som forældre. At se sig selv sidde med hende, at se os som forældre og se hvordan vi på få timer allerede kender hende; vi taler med en erfaring kun forældre kan tale med.
Det har været en god dag, det mærker jeg nu her efter midnat, hvor alt er stille i lejligheden med undtagelse af harddiskens monotone summen. Jeg sidder stadig i mørket, oplyst af skærmens skarpe skær. Så slukker jeg en af dagens utallige cigaretter, vender blikket mod himlen, smiler til stjernerne og flytter lidt på månen.
Senere:
Endelig er Cirkelines sten kommet på - og den er bare så flot. Så i morgen formiddag vil jeg plante noget hekselyng på graven. Endelig er hendes sten kommet på!
Underligt, at noget kan være så befriende, så forløsende og trøstende; Cirkelines sten er endelig kommet på graven og et afgørende punktum er blevet sat. Efteråret er sat ind, i morgen vil jeg gå til graven, plante lidt hekselyng og synge for hende.
Fredag, den 17. september 2004
I morges stod jeg op sammen med Ulrik, en god dag ventede forude. Ulrik gik på arbejde og jeg gik på kirkegården til min lille pige. Snakkede med hende i lyset fra solen og ordnede hendes grav. Plantede hekselyng, tændte et nyt lys og satte små figurer i jorden – jeg havde meget på hjertet og hun fik alle historierne.
Efterfølgende har jeg været endnu to gange hos hende, først med hendes mormor og morfar og senere med hendes tante Louise. Hun havde haft andre gæster på besøg og tre flotte roser lå ved hendes sten – mit hjerte svulmede op. Min lille prinsesse, du er elsket.
Sundhedsplejersken ringede i dag. Det var dejligt at tale med hende, hun stiller alle de rigtige spørgsmål og hun lytter. Vi snakkede om mit arbejde, mine planer og følelser omkring dette – måtte tilstå at jeg stadig er i vildrede. Det er svært og jeg ved ikke, hvordan jeg vil have det til december. Hun ringer igen om en måned og så aftaler vi en dag, hvor hun kigger forbi. Hun er guld værd.
Fredag, den 18. september 2004
Det er efter midnat, dagen har været god. Så fuld af oplevelser og stille meditation. Vi skulle tage det sværeste valg, men det eneste valg – og jeg er ikke et sekund i tvivl. Vi har aldrig været i tvivl, det kunne ganske enkelt ikke være anderledes og vi vidste det; hun vidste det. Tilbage har vi minderne, følelser og alle drømmene; ind imellem er de en smule udvisket, men så taler vi sammen og med et smil på læben kommer det hele tilbage, igen.
Det er en måned siden hun blev født, snart er det en måned siden hun døde. Tiden heler såret, i stedet efterlader det et ar og således vil endnu en historie gemme sig i kroppens efterhånden brugte sjæl. Jeg er til stadighed taknemlig for at hun var levende da hun blev født, taknemlig for de seks dage vi fik med hende, seks dage hvor alt var som det skulle være (fordi ingen vidste bedre), taknemlig for at vi reagerede som vi gjorde og dermed fik hende indlagt på Riget… for sandheden er den at der, fik vi tid til at tage afsked. Fire dage til at forberede os. Aldrig havde jeg kunne tilgive mig selv, hvis jeg var vågnet lørdag morgen og hun havde været død.
Ubetinget elskede jeg hende. Ubetinget elsker jeg hende.
Senere:
Sidder og ser på billedet af Cirkeline, min datter, mens hun bliver badet af sin far. Jeg kan huske dagen ganske tydeligt; hendes første bad hjemme, hun nød det virkelig – det var så tydeligt at se på hende. Bagefter blev hun svøbt ind i et håndklæde hendes mormor havde købt til hende. Der var en lille hætte på håndklædet, den var alt for stor og gemte hende ansigt. Så gik vi ind i soveværelset, hun fik en ren ble på. Jeg ser på billedet af min datter og genskaber lige så tydeligt øjeblikket.
Senere går jeg rundt i lejligheden, ender i soveværelset og møder endnu et billede af min pige, men denne gang bliver jeg mødt af en helt anden uvirkelighed i virkeligheden. Der er øjeblikke hvor det er som det her aldrig er sket, øjeblikke hvor det slet ikke er til at begribe at jeg vitterlig bar rundt på hende i 9 måneder, ikke til at begribe at hun en tidlig lørdag morgen blev født og hun har været til stede sammen med os. Jeg står i soveværelset og tænker; er det virkelig sandt.
Det gør mig bange, hvordan kan jeg tænke sådan. Hun har jo været her, hun var for en tid et levende menneske af kød og blod. Jeg har holdt hende i mine arme, jeg har indåndet hendes duft så jeg var ved at besvime og hun har diet af mit bryst. Hvordan kan jeg tænke sådan? Det er som om det hele er foregået på film, sket for en anden end mig og som rulleteksterne viser sig på lærredet, så rejser jeg mig og bevæger mig væk fra biografsalen, ud i luften og filmen fader langsomt væk i mit indre.
Havde det bare været sket for en anden end mig, sukker jeg og tørrer mine våde øjne med bagsiden af min hånd. Hvad skal jeg dog med denne rædselsfulde smerte, hvor fanden gør jeg af den? Som en klam hånd på min skulder, der presser mig ned i stolen synes savnet og smerten at æde mig op indefra. Alt for tidligt skulle vi sige farvel; så meget vi aldrig nogen sinde vil nå. I hvert fald ikke med hinanden. Og vi kan snart alt i denne forpulede verden, men ikke redde min lille pige.
Der kommer stadig flere af de gode dage til, dage hvor jeg på ingen tid genskaber øjeblikket, dage hvor jeg ved at livet (på trods af alt) er værd at leve. Den slags dag var det ikke i dag. Jeg har grædt over tabet af Cirkeline og grædt over tabet af alle mine forventninger. I dag har jeg grædt meget, fordi der er meget at græde over.
Hvis så bare der var en, der gad at stoppe denne møgbeskidte, pestbefængte klode – for jeg vil kraftedeme gerne af!
Søndag, den 19. september 2004
Når jeg går igennem porten og ind på kirkegården, så mærker jeg en tydelig forandring inden i mig: Jeg bliver mor, på stedet! Det er med raske skridt, at jeg går igennem kirkegården og målrettet ankommer jeg til min datters grav. Så hjemmevant jeg allerede er blevet på dette sted.
Der er efterhånden gået en måned, både for hendes fødsel og død – og ind imellem bliver jeg frygtelig forpustet over den forskydning jeg synes at opleve i tiden. I går kunne jeg slet ikke forstå, at jeg var hovedaktøren i dette absurde scenario, i dag ønsker jeg ikke at være andet.
Sandheden er jo den, at når det ikke kunne være anderledes – så ønsker jeg det ikke anderledes. Vi gjorde alt det rigtige og forløbet gav os mulighed for at knytte bånd til hende, således at vi efterfølgende kan adskille os og finde os selv i et forandret forløb. Sådan må det jo nødvendigvis være.
Cirkelines sygdom havde et navn, en forklaring og det i sig selv gør en stor forskel. Selvfølgelig er vi rystet over at det skulle hænde for netop os, men ikke desto mindre betyder det, at vi rationelt kan forholde os til situationen. Vi ved også at det hverken handler om genetik eller miljø, vi kan derfor ikke bebrejde hinanden og vi føler derfor heller ikke skyld – intet ville have gjort en forskel.
Vi vil gøre Cirkeline til storesøster, det beslutning traf vi på et tidligt tidspunkt – og vi ser ingen grund til at vente. Det er dog ikke uden bekymring, for i og med at Cirkeline var et hjertebarn, skal det vise sig (skønt det ikke handler om genetik) at vi har en lille chance for at få endnu et hjertebarn. Netop i denne kendsgerning er der ingen rimelighed. Overhovedet.
Det betyder derfor at vi i en ny graviditet vil få tilbudt en udvidet skanning i uge 20-22. En skanning hvis eneste formål er at kigge på fosterets lille hjerte – dog er skanningen ikke en garanti for at hjertet er tip top, i orden, ok. Der vil altid være afvigelser. En sådan skanning finder sted når jeg er halvvejs igennem graviditeten og kan desværre resultere i endnu et rædselsfuldt valg; at afslutte graviditeten.
Så det er bestemt ikke uden bekymringer, og vi ved også at vi slet ikke ville kunne finde den samme ro som da vi ventede på Cirkelines ankomst. Så skønt der dårligt var noget bedre end at vente på dette lille væsen, så er vi i dag en kedelig erfaring rigere; det må nødvendigvis sætte så ganske tydelige spor.
Mandag, den 20. september 2004
Det gik godt hos lægen. Han spurgte til forløbet og jeg genfortalte kort, troede jo at han vidste besked, troede at han var informeret – men virkeligheden var en anden. Vores praktiserende læge har intet modtaget fra hverken Herlev eller Rigshospitalet. Det eneste han rent faktisk har modtaget er en kort udskrift fra Herlev, hvor der kort står, at jeg har født en pige og at fødslen forløb godt. Intet om det grønne fostervand (hvilket jo heller ikke har noget med hendes hjertefejl at gøre). Det undrer mig og det gør mig vred, han er jo ligesom den, som er nærmest i forhold til mig og Ulrik og systemet. Det er trods alt ham, der skal hjælpe os videre.
Jeg skal ikke komme til det obligatoriske tjek om 8 uger, for min livmoder har trukket sig helt sammen og er normal. Min vægt er fortsat dalende og jeg vejer nu 74 kg, dvs. at jeg mangler 14 kg før jeg har min idealvægt, men kun 6 kg til jeg har den vægt jeg havde, da jeg blev gravid med Cirkeline.
Når min første menstruation er kommet får vi en henvisning til gynækologen, og så vil et evt. videre fertilitetsforløb skulle aftales med ham. Jeg har ikke længere barselsflåd og venter derfor på at den rigtige menstruation sætter ind.
Bagefter tog jeg på kirkegården, kildede min datter under den ene fod – den var våd fra regnen – tændte lyset som var gået ud og fortalte hende om mit besøg hos lægen. Himlens dråber tog til i styrke, så jeg sagde farvel til hende og lovede at komme igen i aften.
Den dag Cirkeline blev indlagt på Rigshospitalet begyndte jeg at ryge som en i helved. På meget kort tid blev det til mange cigaretter, to pakker om dagen – og jeg er ikke specielt tilfreds med situationen. Det smager ikke længere godt, giver opkastfornemmelser og min stemme er blevet hæs. Alligevel har jeg ikke kunne sætte forbruget ned eller stoppe. Den ene cigaret efter den anden er blevet røget, fordi jeg ikke rigtig kunne gøre andet, ikke kan andet.
Det må have en ende, den beslutning tog jeg i går og jeg er sikker på at Cirkeline holder øje med mig og hjælper når trangen er størst.
Onsdag, den 22. september 2004
Opfølgningssamtalen på Rigshospitalet forløb godt, udgangspunktet
var mest af alt, hvad Ulrik og jeg måtte have på programmet af ting. Ulrik og
jeg føler vi er blevet behandlet godt, at det har været et godt forløb, når det
nu ikke kunne være anderledes og vi havde derfor ikke så meget at sige
yderligere. Vi snakkede kort om Cirkelines obduktion som til fulde kunne
bekræfte at hendes 3 hjertefejl var meget kompliceret og at hendes halve hjerte virkelig havde været deformt. At vi så har haft 10 dage med en levende lille pige er vitterligt vores held.
Vi snakkede også lidt om en evt. ny graviditet og overlægen
kunne ikke se, at der skulle være noget i vejen for, at vi også næste gang er
tilknyttet Herlev hospital. Vi har 98,5 procent chance for at få et velskabt
barn, og når tiden kommer til den sene skanning af fosterets hjerte, så vil
Herlev nok skulle sørge for den formidling. Rigshospitalet vil derfor
videresende min journal til Herlev, så de har den liggende til fremtidig brug.
Overlægen kunne endvidere fortælle – trods det er en måned
siden vores skæbnesvangre fredag – at historien om Cirkeline og hendes halve
hjerte stadig er et samtaleemne på Herlev (hun tog virkelig røven på alle, hvisker jeg med en moders kærlighed) og ligeledes kunne han oplyse os, at
børnelægen på Glostrup havde fået en mindre reprimande: Næste gang må han finde
tiden, når han har bekymret forældre i telefonen. Det havde dybest set ikke
gjort en forskel for udfaldet, men alligevel. For havde Ulrik og jeg ikke
tilsidesat vores autoritetstro og var taget afsted på skadestuen, kunne vi jo
have risikeret at vågne op lørdag morgen og fundet Cirkeline død i sengen ved siden af. Ved at hun blev indlagt på Rigshospitalet, så gav det os tid til at få sagt farvel på en god måde.
Det var nu rart at hilse på personalet igen, om end det var mærkeligt at træde ind på afdelingen. Pludseligt virkede en måned af ingen tid, de specielle lyde og lugte fik det hele til at virke som om i går. Jeg måtte også dreje hovedet og se ind på den stue hvor Cirkeline havde ligget. Måske var hun der endnu, som sagt følelser er ikke rationelle – men det stak i hjertet.
Vi fik foræret dem et brev, et billede af Cirkeline som en sund og rask pige samt en bog, der hedder: Godmorgen Cirkeline. Senere tog vi på graven og kildede hende under foden.
Torsdag, den 23. september 2004
Den anden dag skrev jeg en e-mail til Rigshospitalets obstetriske afdeling, hvori jeg kort redegjorde for mit forløb med Cirkeline. Min henvendelse skal ses i lyset af, at jeg gerne – så vidt muligt – vil være tilknyttet Rigshospitalet næste gang, men mest af alt vil jeg gerne til en samtale med en jordemoder eller læge inden en evt. ny graviditet. Samtalen skal udelukkende tage udgangspunkt i mig, mine behov under en ny graviditet og evt. rettigheder. Hurtigt fik jeg et svar; inden for de næste 14 dage vil de sende en indkaldelse afsted til mig. De kunne ikke love at en fødsel kunne foregå på
Rigshospitalet, men samtalen kunne jeg få. Det er pokkers rart at blive taget alvorligt.
Hverken det at jeg gik over tid eller fostervandet var grønt,
er årsag til Cirkelines hjertefejl. Rationelt set er jeg helt på det rene med dette, men jeg ved bare også at efter sådan en oplevelse, så vil jeg næppe være lige så tilbagelænet i min kommende graviditet som jeg var med Cirkeline. Og en ting er helt sikkert, jeg vil ikke finde mig i at få terminen rykket en hel uge, hvis tilfældet er at jeg bliver insemineret igen. Næste gang må systemet sgu møde mig på halvvejen, dvs. at skulle gynækologen udregne en dato og hospitalet finde frem til en anden, så skal jeg sættes i gang når jeg er 14 dage over den første termin. Med Cirkeline var jeg mentalt forberedt på at føde, den 24. juli og følte derfor, at jeg endte op med at gå en uge længere end de obligatoriske 14 dage.
Cirkelines oldemor har været på besøg i dag. Vi var ovre på graven for at stille en fin lille blomsterbuket og for at Cirkelines oldemor kunne se stenen. Det var dejligt at være sammen med hende, vi snakkede om løst og fast – og da vi tog afsked kunne jeg mærke, hvor berørt min mormor er. Mærke hvor svær situationen er for hende, så meget kærlighed strømmede igennem mit hjerte.
Fredag, den 24. september 2004
Lige efter midnat og en måned siden Cirkeline sov lige så stille ind. Savnet æder mig op indefra, gråden sidder i halsen og lukker for luftvejen. For fanden, hvor jeg savner hende – er helt desperat og fornemmer næsten, hvordan brysterne atter går i gang med deres mælkeproduktion. Det bliver en lang dag at komme igennem. Lang, hvisker jeg og tænker kun på én ting: At tage min dyne under armen, gå ned til hende på kirkegården, rulle mig sammen på den ene m2 og falde i søvn tæt ved hende.
er dette hvad vi kalder for
liv?
aborterede håb
inficerede identiteter
septisk arvæv fra de sekunder
vi ofrede på drømmen
forventningen er til tider
så indædt, alt andet
bliver ligegyldigt
symbiosen har udslettet sig selv
og vil næppe
nogensinde stå igen
- men i erindringen vil
øjeblikket altid ånde
som et evigt tab
intet bliver det
samme
tiden går jo
Efter søvn:
En sørgmodig dag, har jeg virkeligt tænkt, at det ville blive i dag. Snøftende lagde jeg mig tæt ind til Ulrik i nat og han sagde kloge ord til mig: Ikke mere sørgelig end i går.
Og det er sandt, dagen er ikke værre end dagen i går. Hun er ikke mere savnet i dag end hun var i går. Så skønt datoen symboliserer månedsdagen for hendes død, så symboliserer datoen heller ikke mere end det. For savnet det er hun, det var hun og vil hun være.
Vi skal mødes på kirkegården i dag med vores forældre, Cirkelines bedsteforældre. Vi skal plante et træ. Bagefter vil vi gå ud og spise, være sammen og uden tvivl tale om alt det som var og alt det som med tiden skal blive.
Lørdag, den 25. september 2004
Hver dag går jeg en tur på kirkegården, det vil jeg nok gøre lang tid endnu. Det synes en så naturlig del af min sorgproces og giver mig så ubeskriveligt meget, at sætte mig ned ved hende, tale med hende, græde og langsomt lindre min smerte. Der er dage, hvor jeg slet ikke kan forstå, at det skulle overgå Ulrik og jeg. Dage, hvor jeg ikke forstår, at hun skulle være så syg og ingen vidste det.
Vi er kommet langt, vi har accepteret at Cirkeline havde en alvorlig hjertefejl og vi traf det eneste rigtige valg for vores datter. Rationelt har det været nemt for os, at forene os med dette. Følelsesmæssigt er straks en anden sag, for verden ser anderledes ud og ting bliver taget op til fornyet overvejelse. Skønt jeg rationelt kan forholde mig til situationen, så svinger jeg følelsesmæssigt meget op og ned – det er ting, der stresser mig i et andet omfang end tidligere, og der skal ikke meget til før jeg føler mig presset.
Cirkeline er vores lille engel i himlen – det er en rar
tanke.
Søndag, den 26. september 2004
Et islæt af alvor har nødvendigvis ramt mig og på meget kort tid ændrede verden sig omkring mig, i mig. Det bliver aldrig det samme igen.
Alting var krydret med forventningens glæde, en sødme så længselsfuld. Vi skulle være forældre, behandlingerne havde båret frugt og skønt graviditeten trak ud, så var det uden tvivl alle trængslerne værd, da jeg endelig lå med denne nye og fine pige i mine arme. Hun var så færdig, så moden, så perfekt – hun var realiseringen af vores fælles drøm.
Det tegnede så godt, mælken løb til og vores lille datter diede så fint. Vi kunne tage hjem og det gjorde vi – og med en 2 døgn gammel pige i liften tog vi mod Brønshøj. Nye færdigheder skulle tilegnes, andre kom af sig selv og virkede så naturligt… og hurtigt havde vi vænnet os til hinanden: Nu var vi tre. Dagene tog hinanden, vi studerende dette væsen, prikkede til hende og hun fik lov til at teste vores tålmodighed. Hver en bevægelse og lyd var så hjertelig velkommen, intet var for meget eller for uoverskueligt; ikke når det gjaldt hende.
At lykken derimod skulle vende, kan jeg end ikke i min vildeste fantasi forstå. At hun skulle have et lille halvt hjerte er så ganske uforklarligt. Hurtigere end hun var undervejs skulle vi miste hende igen. Det undrer stadig lægerne, at vi fik lov til at kysse hende i 10 dage – men noget dybt i mig fortæller mig, at det alene var fordi Cirkeline ville at vi skulle lære hinanden at kende.
I dag ser verden anderledes ud, ting tillægges en anden betydning end tidligere og en alvor har sneget sig ind på os. På kort tid skulle vi erfare (det som de fleste forældre taler om, men som de sjældent bliver testet i, og heldigvis), hvad det vil sige at gøre hvad som helst for sit barn. Hvad som helst.
Torsdag, den 30. september 2004
Når en ambulance suser forbi vores vinduer med sirenerne tændt, så tænker jeg på Cirkeline. Det er ikke sorgmodigt og det fremkalder ikke triste billeder af den skæbnesvangre fredag. Faktisk ved jeg slet ikke om turen fra Herlev skadestue til Rigshospitalet foregik med sirene og blå blink, det eneste jeg ved, er at hun blev transporteret i en ambulance.
Jeg husker ikke længere Cirkelines lugt eller lyden af hendes gråd. Sådan en erkendelse gør så pokkers ondt. Jeg ved, at det er en naturlig del af processen, men ikke desto mindre er det også en trist konstatering af, at 10 dage ingenting er i den store sammenhæng. Hold kæft hvor jeg hader, at det skal være sådan. Jeg kan stadig genskabe mig øjeblikkene, når jeg tager billederne af hende frem, men lyden og lugten af hende er væk.
Der bliver længere mellem de rigtige dårlige dage, længere mellem at gråden bare varer ved. I går var det sådan en dag, i går græd jeg fra solen stod op og til den gik ned igen. På sådan dage kan jeg ikke bruge folks velmenende råd til noget som helst. Ord som: "Du skal bare i gang med at lave noget, i gang med at arbejde og så skal du se, så går det ad sig selv". Sikke noget forpulede intetsigende sludder!
Sådan er virkeligheden kraftedeme ikke skruet sammen, intet er så sort og hvidt. Aldrig. De dage, hvor gråden sidder dybt i mig, de dage kan ikke arbejdes væk, ved at tankerne er et andet sted. Det er derimod de dage, hvor jeg SKAL tillade mig selv at være i smerten – og sådan dage vil komme hvad enten jeg arbejder eller ej. Derimod vil jeg vove den påstand, at det er mit held, at jeg ikke er på arbejde. For så behøver jeg ikke holde igen, behøver ikke vise hensyn til unge mennesker, der afviger fra normen og jeg behøver ikke koncentrere mig om andre end mig.
Den første menstruation er kommet. Den bliver pludseligt et skarpt symbol på tiden som lige har været og tiden som kommer. Den første menstruation fortæller, at behandlingerne kan starte op – og det er på én gang vemodigt og bekræftende. På én gang fuld af forventning og nervøsitet. Det er et mærkeligt vakuum og jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde: Så jeg gør begge dele.
Cirkeline vil være i mine tanker for evig tid; sådan må det jo nødvendigvis være. Det er dog ved at være tid til at afslutte Cirkelines historie, i hvert fald på den her side. Den efterfølgende bearbejdelse, efterfølgende rejse vil fortsætte på min egen hjemmeside.
