Denne historie skrev jeg til Stjernen et medlemsblad for foreningen for spædbarnsdød, december 2007
http://cirkeline.loye.eu
Cirkelines hjemmeside startede ved begyndelsen, dvs. ved de daglige hormonindsprøjtninger og som det mest naturlige – for sådan noget skal bare følges til dørs – blev det derfor også en side om døden og livet efter.
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at tingene skulle ende som de gjorde. Hvem har egentlig det? At jeg blev gravid med Cirkeline var det mest fantastiske i mit liv og det blev straks offentliggjort på min hjemmeside. Undervejs skrev jeg om de mange tanker jeg gjorde mig; graviditeten, fødslen og ikke mindst livet efter. Jeg fik utrolig meget respons på de tanker fra mennesker, der læste med på min blog, og på en og anden måde så blev hele forløbet omkring Cirkeline til mere end bare noget mellem mig og Ulrik og vores familie.
Så – 3 uger over tid – kom Cirkeline til verden. Vi kom hjem fra hospitalet og endnu en gang var der en stor nyhed at poste på bloggen og billeder skulle der også til. Lykønskningerne strømmede ind fra nær og fjern. Det var næsten som om, at der lød et lettelsens suk fra de mange mennesker, der læste med.
Desværre bliver den næste post på siden en af de værste poster i mit liv: »Cirkelines halve hjerte« hed det indlæg og responsen var overvældende. Der var ikke knyttet en kommentarboks til indlægget, men folk fandt andre veje; mail, breve, sms’er, opringninger, deres egne hjemmesider og ikke mindst kommentarbokse, der var knyttet til ældre indlæg. Ved hendes bisættelse fortsatte denne opmærksomhed og hendes lille kiste var begravet af en dyne af blomster og kranse.
Siden da har Cirkelines side i gennemsnit 22 besøgende om dagen og vi får fortsat stadig meget opmærksomhed via hendes side dels fra folk, der selv har mistet et barn og som har fundet trøst i vores efterliv og dels fra mennesker, der bliver berørt af hendes historie.
Var det ikke for Cirkelines side og vores beslutning om at følge det til dørs (ved netop også at skrive om hendes alt for tidlige død), så havde jeg ikke knyttet de vigtige og meget afgørende kontakter, jeg har i dag. Primært til andre der selv har oplevet smerten ved at miste et barn og derfor giver mig en mulighed for at kunne spejle mig.
Jeg har kun en enkelt gang oplevet – det var 4 måneder efter Cirkelines død op til jul og dermed også samtidig med Tsunamien – at der var en, der mente at jeg skulle tage mig sammen og komme videre.
En kvinde skrev på min hjemmeside, at nu måtte jeg se at komme videre og huske på at der var folk, der mistede hele familier, så alvorligt var mit tab jo heller ikke. Hun havde tydeligvis aldrig mistet nogen hun holdte af og heldigvis for hende, men hendes mangel på empati overraskede mig. Jeg har ikke oplevet noget tilsvarende efterfølgende.
For mig har internettet været en vigtig livline. Her har jeg kunne få afløb for mine tanker og jeg fandt et forum for forældre, der har mistet et barn. Jeg fandt ligestillede. Det har jeg været ufattelig glad for, men det blev også for meget på et tidspunkt og jeg måtte melde mig ud af forummet igen.
Jeg ventede mit andet barn og jeg kunne mærke, at jeg havde svært ved at give slip på Cirkeline og komme videre og dermed gøre mig klar til det nye i mit liv. Det var en svær beslutning at sige farvel til det lille samfund, men det var en nødvendighed. Jeg gjorde noget godt for mig selv og mit kommende barn. Det ved jeg i dag.
Jeg har efterfølgende meldt mig ind igen, men mit udgangspunkt er klart et andet.
Nettet har også givet mig mulighed for at offentliggøre Cirkelines historie andre steder end på hendes hjemmeside; jeg er blevet interviewet til Politiken, Alt for damerne, Ude og Hjemme, Frank (et magasin for ungdommens røde kors) og radioens P1. Jeg har fået lov til at fortælle om min datter, men meget mere end det for jeg har også fået lov til at tale om spædbarnsdød og jeg har – føler jeg selv – bidraget til at komme tabuet til livs.
Sådan vil jeg gerne fortsætte. Jeg synes, at det er vigtigt og undervejs har jeg fundet ud af, at ved at fortælle min historie, hvor trist den end er, så bliver den det hele værd.
