Til dem på sidelinjen!
Få ting udvikler til fulde et menneske. At blive mor er helt sikkert udviklende, men hvor om alting er... så synes det at skubbe langt mere fundamentalt at blive mor til et dødt barn. Umiddelbart kan disse to ting slet ikke sammenlignes, men jeg tillader mig alligevel at gøre det, bl.a. fordi det menneske, der kommer ud på den anden side nødvendigvis må tage sit liv op til fornyet overvejelse.
For den ene mor gælder det, at ens omgivelser kan se barnet. Det er derfor langt mere håndgribeligt og de kan tilmed blive fanget i nogen af følelserne.
For den anden mor gælder det, at barnet er en erindring. Der er intet håndgribeligt over situationen og de mange følelser, der skriges ud i rummet kan ikke sætte i små matchende kasser med sirligt håndskrevne mærkater. Omgivelserne står tomme ved siden af, ord bliver gentagelser og uden reelle billeder så bliver det tilmed også kedeligt.
For den første mor gælder det, at hun kan kaste alt sin kærlighed ud på den lille ny. Hun kan skrige af bar lykke mens barnet bliver kastet op i luften og grebet igen. Det er tilmed ganske legalt at opføre sig på denne måde; hun er jo lykkelig!
For den anden mor gælder det, at hun ikke længere har noget at kaste sin kærlighed på og sorgen samler sig som en knude inden i hende. Var det så bare socialt acceptabelt, så ville hun skrige sin smerte ud i rummet, men i stedet får hun et opgivende ekko af negative undertoner retur; nu må hun da snart være kommet over det!
Og således påvirkes ikke kun moderen til et dødt barn, således påvirkes også omgivelserne omkring hende. Ikke nok med at hun på ny skal lære at navigere i dette kaos, hun skal også tage hensyn til de andre; alle dem, der har det ih-og-åh-så-vidunderligt, alle dem, der bare ikke synes, det der gråd kan blive ved. Det hedder gode miner til slet spil og det er sgu pokkers påkrævet, hvis du ikke vil fanges og spærres inde. Hvis du ikke vil spændes i fast i en spændetrøje, et hylster så skide stramt og tæt – så end ikke de mindste klynk kan høres. Du kan tilmed få lukket munden med elastikker og samtidig kan de jo sikre sig, at du ikke brækker de forskellige farvede piller op, der atter skal gøre dig til en god borger.
Gentagelser er gode... sådan har jeg ofte sagt og tilmed ment det, men nu synes gentagelserne blot at kede publikummet. Buh, den har vi jo hørt, råber de og brækker sig af irritation ned mellem sæderækkerne. Tilbage står dette menneske – en gråmeleret iscenesættelse af ingenting – i en sø af tårer og end ikke med et dødt barn i sine arme. Det er ensomt. Det er alene. Det fryser!
Sådan ved jeg, at der er mange i min situation, der har det. Sådan ved jeg, at mange mødre til døde børn oplever deres omgivelser og sikkert med rette. I dag er jeg ked af det på deres vegne. I dag græder jeg på deres vegne og den manglende anerkendelse af deres tab. Græder fordi de pludseligt har fået det værste fra to verdner.
Jeg ved, at jeg har noget smukt i denne grimme smerte. Jeg er taknemlig og for en stund ville jeg ønske, at den anerkendelse jeg stadig får, Cirkeline stadig får kunne deles ud på alle de andre. Sandheden er jo den, at det kræver så usædvanligt lidt, at tage dette menneske i armene. Så utroligt lidt at lade denne mor forstår, at også hendes barn gjorde en forskel.
Frederikke, Cirkelines mor
